noerrebro

fra alle hjørner

Cheesecake og god kaffe

Trods gravearbejdet på Blågårdsgade vrimler det med lokale og nysgerrige besøgende, der trænger til varm kaffe på en af de mange caféer, der pryder gaden. En del vælger stadig at sidde udendørs, eftersom mange af caféerne, bl.a. Harbo Bar, Props og Café Ñ, stadig har bænke og lange borde foran caféerne med tilbud om varme tæpper i det kolde efterårsvejr. Dette gælder også Café Arabica, som åbnede i starten af september på Blågårdsgade 12. Min bror og jeg, som i går fik presset 1½ times kaffehygge ind i vores fyldte kalendre, valgte dog at sidde inden døre bagved de kæmpe vinduer, hvorigennem man kan følge med i Blågårdsgadelivet.

Det store lokale, man træder ind i på Café Arabica, er rummeligt og med højt til loftet, hvor to dekorative krystallysekroner skaber stemning og god belysning. Mod væggene og midt i rummet står hyggelige sofaer, bløde længestole og små træstole, så der er fin plads – og ellers rykker man sig sammen med nogle andre. En pladespiller sørger for lækkerhedsmusik, og går man ind mod toilettet, kommer man igennem et lille rum, som kun er adskilt fra det andet af et vinduesglas. En rigtig hyggekrog, hvor en flot, gammel radio står og pynter, og hvor en plakat minder én om, hvor man befinder sig. “Politiet ud af Nørrebro,” siger plakatteksten.

Menukortet – skrevet i forskellige farver på en tavle – byder på kolde og varme drikke, sandwich, suppe og andet. Man kan få de største croissanter, jeg nogensinde har set, samt seks forskellige cheesecakes; bl.a. hindbær, mango, æble-nødde, hindbær-chokolade. Min bror lokkede selvfølgelig med kage, og eftersom jeg kun har smagt cheesecake én gang før, lod jeg mig overtale. Det blev til en mango-cheesecake, en æble-nødde-cheesecake og to glas café latte. 120,- i alt.

Vores æble-nødde-cheesecake var helt fantastisk – sprød på toppen med lækkert knas og blød, cremet ostecreme. Dejlig smag – lidt som min mors sprøde, søde æblecrumble. Mums…

Det andet stykke cheesecake med mango var også dejligt. Dog blev vi begge enige om, at bunden godt måtte smage af lidt mere – være lidt mere crispy og lidt mindre flad. Men hold op en lækker ostemangocreme!

Kaffen var også lækker – dog var den hurtigt væk.

Der er vist noget med, at de også har en slags brunchtallerken, som jeg helt sikkert skal ned og prøve på et tidspunkt – måske i eksamensperioden? Vi lagde nemlig mærke til, at Café Arabica tiltrak mange gravide kvinder og nybagte mødre men også mange studerende. Og det fungerer fint – lokalet er så rummeligt, at man ikke forstyrrer sidemanden, og hvis det er, kan man jo altid sætte sig ind under kampplakaten. Så måske er det her, jeg skal ned og terpe hjernens opbygning og dens funktioner?

Og så er det jo også bonus, at ejeren Naim al Kassab og den kvindelige kaffebrygger er så venlige og smilende: “Du er vild med de billeder, hva…?” Jeps, og også jeres kage!

Advertisements

5 responses to “Cheesecake og god kaffe

  1. copenhagencakes april 29, 2012 kl. 12:00 pm

    Neeeej tænk at du også har lavet en anmeldelse af dette fine sted – mit “næsten” yndligssted! “Næsten” i den forstand, at jeg kun kommer der, når jeg alligevel er i nærheden – ville klart komme oftere hvis det lå lidt kortere afstand fra Bryggen. Men når jeg så endelig har været på Nørrebro, så skal man altid liiiige et smut indenom Arabica. Smider mig gerne i sofaen over et spil backgammon med kæresten og en kaffe (der ganske rigtigt forsvinder hurtigt – altså kaffen, ikke kæresten)… Eneste minus er, at de lukker tidligere end jeg bryder mig om – kunne sidde der til langt ud på natten hvis det var 🙂 Jeg er VILD med indretningen, synes det er så fucking flot med træ-kunsten på væggen og den matchende disk!
    Tænker altid, at hvis jeg engang selv skulle åbne en kaffebar (hvilket jeg i en fjern parallelverden drømmer om hvis man ser bort fra universitetsstudier), så skulle det være præcis sådan et sted som Café Arabica…

  2. Pingback: 2200:DOX « noerrebro

  3. Pingback: Life is short – eat dessert first! | noerrebro

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: