noerrebro

fra alle hjørner

Røde Roses Kaffebar

Hovedpine og træthed skal bekæmpes med brunch. Jeg er sikker på, at jeg har læst et sted, at det er den bedste kur. Derfor mødtes jeg i søndags med en god, inspirerende ven på den relativt nye Røde Roses Kaffebar på Ydre Nørrebro. T kom selvfølgelig ½ time for sent, så jeg havde tid til at tulle lidt rundt på Baldersgade. Der ligger en flot, stor plads (Balders Plads) samt en farverig legeplads omringet af det smukkeste røde stakit, se bare:

Udover lindetræer, blomsterbede og bænke, står der en kær lille Buksetrold lavet af Ingeborg Plockroos Irminger i 1944.

Jeg kan forestille mig, at pladsen til sommer er velbesøgt, for den er så åben og stor med plads til grill, picnic, leg og hygge. Perfekt til loppemarked og udendørs koncerter. Der ligger dog næsten ingen butikker, og foruden Smørrebrødsstedet nede ved Tagensvej, er det faktisk kun Røde Roses Kaffebar, der byder på mad og drikke. Men det forhindrede ikke folk i at besøge gaden – og Kaffebaren! Selv om den ligger lidt gemt der i Mimersgadekvarteret, var der mange, som skulle have søndagsbrunch…

Den lille kaffebar minder i første omgang om en børnehave, eller måske mere bare et kreativt legested. Det første, man ser, er nemlig en glemmekasse til børnehavens glemte ting og – når man kommer helt ind i lokalet – en reol med spil og tegneredskaber. Desuden er der en lille, nuttet trappe, hvorpå der hænger de fineste tegninger. Men hvis man går op ad trappen, skifter stemningen lidt, og det er som om, man gennem vinduerne kan skimte havet bagved. Der er selvfølgelig intet hav, og det eneste, man kan se, er træer. Men det lille etageskift og de lyse blå og gule farver minder altså om en af de der idylliske strandcaféer.

Træbordene er mintfarvede og står tæt, stolene er retro, runde a la Wegners cirkelstole og hyggelige, og på en bogreol står et hav af lækre, velholdte bøger om musik, film, mænd, kærlighed og psykologi (lidt fancy med en bog af Piaget!) Hjemlig hygge så det basker.

Der var kun én slags brunch til 85 kr, så den, samt en café latte til 30 kr, valgte vi. Der gik ikke mere end ca. 10-15 minutter, så var der serveret – på smuk Kähler keramik. Elsker de fine kopper, som fås i mange forskellige farver! Og latten var lækker: dejlig, blød soyamælk og god kaffe.

Brunchen bestod af tomatsalat, pocheret æg med olivenkrymmel, græsk yoghurt med ahornsirup og smørristede havregryn, frisk frugt, humus med piment d’espelette (chili fra Espelette i Sydfrankrig), vesterhavsost, coppa salami, smør, syltetøj, en chokoladecroissant, rugbrød og brød fra Munch. Det lyder jo ret fancy, og det var det skam også. Men det var godt nok en lidt nærig tallerken med 1 tsk marmelade, 4 vindruer (den friske frugt!), 1 spsk humus og næsten intet pålæg. Det var lækkert og delikat, men der var godt nok sparet på mængderne. 3 spsk humus, 3 tsk syltetøj og et par skiver melon/appelsin/anden frugt ville jo ikke koste meget ekstra.

Dog synes jeg, at den græske yoghurt kom i helt perfekt størrelse, og den var virkelig lækker og sød på en tilfredsstillende brunchmåde. Brødet var også dejligt (det var heldigvis muligt at få lidt ekstra), og den lille croissant var lige, som den skulle være og slet ikke slatten og kedelig, som man sommetider får dem i brunches. Jeg manglede ingen pandekager, pølser eller bacon, men jeg manglede virkelig mere frugt, humus og evt. ost eller noget andet pålæg.

Så… min konklusion er, at jeg nok ikke vil komme der igen for at få brunch, men måske for at få kaffe eller blot for stemningens skyld… Så kan jeg sidde og nyde den usynlige havudsigt, tegne en tegning, finde ud af hvilke 1001 film jeg skal se, før jeg dør, eller blive klog på Piaget. Eller hænge ud på Balders Plads og håbe på, at der kommer mere liv og fællesskabshygge i kvarteret. Jeg vil være med!

Her kan I se, hvad Røde Roses Kaffebar ellers har at byde på:

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: