noerrebro

fra alle hjørner

Fata’Morgana

Fortumlet og lidt træt mødtes jeg i morges med min søster på café Fata’Morgana, som ligger på Borups Plads for enden af Stefansgade et stykke væk fra alle de hippe caféer på Jægersborggade. Her ligger den med udsigt til de mange biler, der larmende og uden stop drøner ned ad Borups Allé. Men ikke desto mindre er der utroligt mange siddepladser udendørs, og caféen er velbesøgt, hvilket ofte har undret mig – den ser nemlig ret så kedelig ud.

Da vi ankom kl. 11.30 – klar til brunch buffet – var caféen allerede fyldt med kvidrende morgenmennesker i alle aldre. Bordene stod utroligt tæt, der var ingen hyggelige, intime hjørner, og ved udgangen stod to kedelige slikautomater. Men tavlerne med info og menukort var farverige, vi blev mødt med venlige smil og god betjening, og det viste sig, at maden var overraskende lækker. Jeg må vist indrømme, at jeg havde forventet en lidt sølle discountbrunch fyldt med baktusser, men retterne var friske, den varme mad blev holdt lun, og pga. de mange brunchgæster nåede maden ikke at stå fremme i særligt lang tid, før den blev udskiftet.

Fra den middelhavsinspirerede brunch buffet kunne man vælge frisk frugt, græsk yoghurt med jordbær i og muslicrunch over, forskellige slags brød (men intet hvidt), to slags oste (brie og en mild ost, som var ok), pølsepålæg (så ikke særligt interessant ud for en ikkepølsespiser som jeg, så… kan ikke give nogen vurdering), virkelig mange marmelader, en hamrende god hummus, en lækker kikærtesalat med forskellige grøntsager, en super dejlig omgang ovnbagte rodfrugter, lækre marinerede grøntsager, en ok bulgursalat, en kedelig kartoffelsalat, en tunsalat med dejlig smag, indbagte et-eller-andet (feta/kartoffel?), hårdkogte æg, oliven, braiserede rosmarinkartofler, en ret lækker (ifølge min søster) sukker-saltet ovnbagt laks, en kedelig pastasalat, nachos (så vidt jeg kunne se!), minicroissanter (desværre uden chokolade og ikke videre interessante), indbagt tyrkisk pastrami (?), meget søde, vanilleagtige pandekager (og så med sirup til – eller nutella), brownie (min søster, som virkelig er brownieekspert, brød sig ikke om den, men de smagte nu ok – sagde antibrownieekspertsøsteren) serveret med creme fraiche, og så det kedelige som french toast, stegt krydderpølse, sucuk pølse, bacon og røræg 😉

Der var jo virkelig meget at vælge imellem, og jeg fik ikke smagt det hele! Men det jeg smagte, var jeg stort set tilfreds med. Deres hummus var særligt lækker, og så elskede jeg, at man kunne smage så mange forskellige salater og lave et lækkert frugtfad til sig selv. Den typiske brunchtallerken er jeg ikke så god til, da de normle ting som røræg, bacon, hvidt brød, pølse, pandekager og croissanter ikke siger mig det store. Så jeg mangler altid ekstra frugt og yoghurt. Derfor er jeg ekstra glad for brunch buffet’er, hvor man selv kan sammensætte sin brunchtallerken. Så må man bare håbe, at buffet’en er fri for baktusser!

Til den dejlige brunch fik vi varm hyldeblomstsaft serveret med en lille chokolademandel. Super dejligt i denne kulde! 🙂 Hvornår kommer varmen mon igen, så jeg kan lufte mit farverige sommertøj og skæve solbriller?

Nå, men brunch buffet’en kostede 119,- (vi havde købt den igennem tilbudibyen.dk, så det var kun halv pris), og hyldeblomstsaften kostede 30,- Og så får man 15 % i studierabat, så det er jo fornemt.

Hvis man har brug for en vælg-selv-brunch med lækre salater, søde pandekager og frisk frugt, så kan Fata’Morgana altså anbefales. Men hvis man leder efter et hyggeligt sted med personlighed og færre mennesker eller foretrækker et hipt sted, så bør man nok gå ned langs Stefansgade og dreje til højre ad Jægersborggade. Eller cykle til Kaffe og Kluns på Blågårdsgade, hvor caféen er verdens hyggeligste, men hvor brunchen har svært ved at leve op til de lækre omgivelser. Ih.. så mange valg!

Og hvis man ikke har lyst til brunch, kan man altid prøve nogle af deres caféretter. Det nytter ikke at liste dem op – de har alt!

Nyd resten af jeres søndag 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: