noerrebro

fra alle hjørner

Veggeburgerbattle

Jeg har i løbet af de sidste par måneder spist lækker veggeburger på Café Ñ en del gange, og efter at jeg i sidste uge fik veggeburger på Bronx Burger Bar, synes jeg, at det er på tide med en veggeburgerbattle! Så ved vi alle, hvor vi skal gå hen næste gang for at få den bedste vegetariske burger!

I kan læse de tidligere anmeldelser her og her, men ellers er det bare at gå direkte til den vilde battle:

MAD: BURGER, TILBEHØR, MÆTHED

Burgeren på Café Ñ består af en grov burgerbolle fyldt med friske skiver tomat, agurk, salat, gulerods- og rødbedestrimler og lucernespirer. Bollen er smurt med et tyndt lag hummus, og veggedellen er vist lavet af selleri og champignon. Alt i alt en rigtig lækker, sprød, frisk og tilpas mættende burger, som simpelthen smager af Café Ñ. Burgeren serveres med en portion kartoffel- og rodfrugtfritter, lidt frugt (typisk melon og appelsin) og ofte et par bløde dadler. Der er altså lidt af hvert, serveringen er flot, og man bliver i den grad mæt. Og så er det økologisk.

P1190547

P1190548

Bronx Burger Bar består burgeren af en semigrov burgerbolle fyldt med rucola, løg, tomat og syltede agurker. Veggedellen er sådan set ikke en rigtig ”bøf”, men blot nogle skiver knoldselleri, som er ret så lækre. Burgerbollen er smurt med lidt hummus, og i toppen af burgeren ligger et lag soyaristede mandler, som er super smagfulde og virkelig gør noget godt for den ellers lidt normale veggeburger. Som tilbehør følger dyppelse og fritter, og inden for de forskellige former for tilbehør er der en række valgmuligheder. Førstenævnte omfatter guacamole, røget chilimayo, mayo, aioli og krydderurtemayo, og af “fritter” kan man vælge mellem pommes frittes, bagte rodfrugter, små ristede kartofler, grøn blandet salat og løgringe. Jeg valgte guacamole og bagte rodfrugter, hvilket var en blandet fornøjelse. Rodfrugtstrimlerne var ret slatne, men guacamolen var god og reddede de kedelige rodfrugter.

P1200431

SPISESTED: INDRETNING, STEMNING, SERVICE

Café Ñ ejes af den altid rare og smilende Allan, som sørger for, at alle er tilfredse og mætte. Han er sådan en person, der kommer ud med tæpper på grå dage, selv hvis man ikke er gæst på Café Ñ, men blot har slået sig ned på trappegangen ved siden af. Og så er han en ejer, som sender smagsprøver på nybagt kage rundt til de spisende gæster eller kommer med søde dadler, når man er færdig med at spise. I det lille lokale, hvor bordene er placeret tæt på hinandener, er der altid fyldt med glade folk. Man føler sig velkommen i de bløde, farverige puder, og selv om det til tider kan føles lidt klemt, er det utroligt hyggeligt. Eneste minus må være, at det er umuligt at bestille bord. Eller, dvs. man kan sagtens ringe og reservere bord til et bestemt tidspunkt, men selv om det måske bliver noteret, har jeg nu oplevet 3 ud af 3 gange, at jeg kom på det tidspunkt, jeg havde reserveret bord til, uden at der var plads til os (den ene gang var vi seks personer, hvilket var lidt af et problem – heldigvis var folk søde til at mase sig sammen). Men Allan kan vist ikke sige nej til folk – der er plads til alle, og ellers må man sidde på skødet af hinanden!

Bronx Burger Bar er et stort sted med mange pladser og tung, amerikansk indretning, som indbyder til hurtig spisning og så videre igen. Servicen er hurtig, og der er da plads til smil, men på en måde minder det lidt om McDonalds “bestil, spis hurtigt, gå hjem”-kultur. Det er ikke et sted, man hænger ud, for det er ikke så hyggeligt – der er ingen sjæl, det er mainstream og upersonligt. Til gengæld er der altid plads, og hvis man finder sit eget hjørne, kan man jo lade som om, at det er hyggeligt. Og så er det et plus, at de ikke kun serverer vegetarburger, men også byder på mange andre slags burgere med bl.a. kylling, gedeost og oksekød, så der er plads til alle.

PRIS

Café Ñ’s vegetarburgermenu koster 89 kr., og så følger der en fantastisk lækker frisklavet juice med, hvis ingredienser man selv kan vælge. Tag den med det hele; ingefær, appelsin, gulerod og rødbede, så er du garanteret en god portion lykke. Det er den rene detox!

Bronx Burger Bars vegetarburger koster 89,-. Der er desuden studierabat på 10 %.

KONKLUSION:

Egentlig synes jeg, at både Café Ñ og Bronx Burger Bar har veggeburgerpotentiale. De er lækre på hver sin måde, og mens den ene indeholder friske lucernespirer, finder man de lækreste soyamandler i den anden. Derfor er det måske mere selve stederne, der kan være afgørende for ens valg. Café Ñs til tider utjekkede service tilgives, når man først har smagt burgeren og den friske juice samt hilst på Allan, som har gjort alt for, at man har fået en plads. Bronx Burger Bar kan slet ikke måle sig med Café Ñs varme, stemningsfyldte minilokale. Men hvor Café Ñ måske egner sig bedst til tomandshygge, kan Bronx Burger Bar være løsningen, hvis man er et større selskab – især hvis der tilmed er nogen, som bare have kød i burgeren. Så en lille opsummering:

Hvorfor skal du vælge Café Ñ?

  • Der er lucernespirer i burgeren, som har en perfekt størrelse
  • Der bliver serveret frugt og dadler
  • Det er økologisk
  • Caféen er stemningsfyldt, varm, med sjæl, utroligt hyggelig, og man føler sig altid velkommen
  • Du får den lækreste juice serveret med burgeren
  • Den er MEGET Nørrebro’sk!

Hvorfor skal du vælge Bronx Burger Bar?

  • Der er soyaristede mandler i burgeren – de er lækre, og der spares ikke på mængden!
  • Du kan selv vælge tilbehør til burgeren – der er både de super sunde valg og så de lidt mere fedtede af slagsen.
  • Det er altid muligt at få plads, og man er ikke tvunget til at følge med i nabobordets private samtale
  • Der er studierabat
  • Du har travlt
  • Din ven kan ikke leve uden en kødbøf

Hvad synes I? Og kan I anbefale andre steder på Nørrebro eller blot i København, hvor der serveres gode vegetarburgere?

Bronx Burger Bar ligger på Nørrebrogade 114

Café Ñ ligger på Blågårdsgade 17

Reklamer

8 responses to “Veggeburgerbattle

  1. SofieMaria februar 3, 2013 kl. 7:07 pm

    Sikke en skøn anmeldelse og battle! Jeg har ikke prøvet Bronx endnu. Jeg har netop været på Kalaset hvor jeg fik en vegansk burger – den var vildt lækker! Bollen var hjemmebagt med rosmarin på toppen, smurt med tahindressing og mayo. Fyldt med stegt rødpeber og squash, syltede agurker og en kikærtebøf – helt perfekt kombi. Dertil var der salat, agurk og ovnbagte kartofler med hjemmelavet ketchup. Haps. Den kan virkelig anbefales 🙂

    • noerrebro februar 3, 2013 kl. 7:53 pm

      Det lyder godt nok lækkert – helt sikkert en burger, jeg må prøve! Har også kun hørt gode ting om Kalaset, så det er virkelig på tide, at jeg besøger stedet 🙂 tak for tip!

  2. Fru Buur Bækgaard februar 6, 2013 kl. 3:10 pm

    Men hvad med Café Gavlen og Kaffesalonens formidable veggeburgere?
    Måske er det på tide med en vaskeægte veggeburger-guide, for en enkelt battle er jo slet, slet ikke fyldestgørende… 😉

    • noerrebro februar 7, 2013 kl. 7:39 am

      Oh no, dem har jeg slet ikke smagt! Og jeg bor endda lige ved siden af… Måske er det derfor faktisk. Men HEY, det retter jeg lige op på 😉
      Så må jeg lige prøve de to steder, lave en anmeldelse af hver især og så lave en fyldestgørende veggeburgerguide 😉 TAK for tip 🙂

  3. Seayard februar 14, 2013 kl. 6:33 pm

    Uhmm … god ide med en Veggeburgerbattle og også en veggeburgerguide.. Jeg får virkelig lyst til at prøve dem.

  4. Pingback: Barbattle | noerrebro

  5. Pingback: På hjørnet af Sankt Hans Gade og Ryesgade ligger… | noerrebro

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: