noerrebro

fra alle hjørner

Star Beauty

I går fik jeg sgu en ansigtsbehandling… Det har jeg aldrig prøvet før! C gav mig behandlingen for en del måneder siden, og efter at have bestilt tid og aflyst 1 mio. gange kom jeg endelig af sted.

Og så lå jeg pludselig der på en briks, klar til at blive forkælet af en kvinde med den fineste porcelænshud. Efter 2½ måned uden træning, men masser af spiritussh, er min hud blevet lidt… uren..? Og jeg havde derfor bestilt en Star Klassik behandling, som, jeg fik at vide, var perfekt til min hud, som ellers var sund og fin. Til de næste behandlinger (anbefaling: 1 gang om måneden) ville jeg kunne nøjes med en dybderens til den halve pris… (Måske springer jeg lidt over?)

Den søde unge kvinde smurte mit ansigt ind i diverse cremer, spurgte til mine egne produkter og rutiner og gav mig viden om de kvindelige sager, jeg altid glemmer/aldrig har lært/ikke orker at bruge tid på. Jeg nævnte de forskellige produkter og mærker (undlod dog at sige, at den serum, jeg tilfældigvis bruger (hurray), er til mænd… En serum er vel en serum, og jeg fik den i en gavepose fra Urban Outfitters, så hvad pokker…), og hun gav mig det enestående råd: koldt vand. Altid koldt vand! Engang imellem lidt yoghurt og honning som ansigtsmaske, men vigtigst af alt: koldt vand. Også i håret.

Hun havde naturligvis det smukkeste, sorte, blanke hår, og på trods af min manglende omsorg for mit eget hår, fik jeg både ros og et overrasket blik, da jeg fortalte, at jeg ALDRIG tørrer mit hår med en hårtørrer eller bruger glattejern. Jeg gør faktisk aldrig noget med det udover at rede det et par gange om måneden. Men jeg lærte noget nyt: håret skal også have koldt vand. Og yoghurt.

Nå, men behandlingen var god. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde, men det meste var rart (især massagen), noget gjorde ondt, ansigtsmasken standsede min vejrtrækning med sin intense lugt (det skulle angiveligt være grøn te og agurk, men det var ikke den lugt, der spærrede mine luftveje!), og alt i alt var det en fin oplevelse. Hun talte engelsk med sin pakistanske accent, aede mig på armen, når hun forlod rummet (ansigtsmaskeminutterne), bankede på, når hun kom tilbage (i tilfælde af at jeg sov), og jeg fik hende til at fortælle om Pakistan, sin opvækst i London og sine mange rejser. Se, dét var spændende! Og jeg fik lov til at ligge og kigge op gennem et lille hul i vinduet over mig, hvor skyerne passerede forbi i hastigt tempo, mens jeg tænkte kreative, udvidende og udviklende tanker og kom frem til, at jeg alt for sjældent ligger og stirrer ud i luften med en ansigtsmaske på fjæset.

Stedet var ok. Ikke Arndalstandard! Måske mere Nørrebrostandard… 🙂 Det var hyggeligt med stearinlys, varme farver hist og her og lidt frisk frugt, men rummene var slidte med rockwool ved dørene, kedelige vægge og beskidte vinduer. Det var jo sådan set lidt ligemeget, eftersom jeg jo bare skulle ligge på en briks og stille mine manglende kvindelige færdigheder til skue for denne meget kvindelige kvinde. Det var ok. Jeg øver mig. Og nu bruger jeg koldt vand i ansigtet morgen og aften og kigger lidt mere op på skyerne. Man kan kun blive klogere…

Og så har jeg lige fundet ud af, hvad min Star Klassik-behandling bestod af:

“Hudanalyse, 2 gange grundig afrensning af huden, peeling, revalizing booster, fjerning af urenheder, behagelig massage (ansigt, nakke- og skulder), øjenpleje, serum samt foryngende og opstrammende maske. Behandlingen af sluttes med en fugtgivende dagcreme og beskyttende SPF 20 solcream”. (Høhø…). Og hvis nogen ved, hvad jeg taler om, så bruger de Exuviance-produkter… Bom bom. Det tog 60 min. og koster 599,-

Jeg har helt bestemt ikke tænkt mig at gøre det igen. Jeg har stort set glemt alt, hvad hun fortalte om behandlingen (på nær det med det kolde vand selvfølgelig!), og det, jeg husker, er så hendes fortælling om sig selv og Pakistan – langt mere interessant! Men det har jeg ikke tænkt mig at betale 599,- for…

 

 

Star Beauty ligger gemt (altså, virkelig gemt!) på Nørrebrogade 13.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: