noerrebro

fra alle hjørner

Category Archives: Musik

TIME FOR SOME MUSIC

Jeg vågnede til lyden af heste på Sankt Hans Gade. Sprang ud af sengen, åbnede vinduet og nåede at snapchatte hestevognen efter at have været vågen i ca. 10 sekunder. Klik-klak-lydene vækkede mig og startede min dag, så nu sender jeg lidt musik tilbage til den fine gade, mens jeg holder hjemmehyggedag fyldt med kaffe, sund æblekage, regn på ruderne, udsigt til flittige skolebørn (meget motiverende, når jeg selv skal i gang!), dans, praktiske gøremål og og og… Pointen er, at I skal have musik. Musik der spilles hos en Nørrebrogenser i oktober 2013. Der er gang i den – men det afspejler min glade dag.

Fuck you if you don’t dance…

Hurraaaaa, tillykke til Gefährlich, som i dag fylder hele 9 år. Det fejrer de med fest og farver, live jazz, drinks og fingerfood og læxi DJ-musik leveret af bl.a. Pato Siebenhaar (Black Cheese), Dixone (Yo Fok) & Pelle Peter (P6).

Jeg har festet der en del, og stedet er helt i top. Lidt klemt sommetider, men alligevel med masser af danseplads. Og har man brug for lidt mere chillersiddenedstemning, kan man altid købe sig en drink og placere sig på 1. sal i en sofa, der er ved at miste bunden…

Som spisested kan Gefährlich i den grad også anbefales – fin, vellavet mad serveret med et smil! Jeg har kun spist der én gang, hvor min veninde og jeg fik serveret hhv. oksespidsbryst med kartoffelmos og skindbagt torsk. Super lækkert….

ANYWAYS, fødselsdagsfesten starter i aften kl. 20 og slutter først kl. 5, så man kan SAGTENS nå forbi! Og husk at danse 😉

Tillader mig lige at levere deres fine ord videre (fundet her), som sender én laaaangt tilbage til starten af 00’erne. Nostalgi, nostalgi:

Fuck dig, hvis du ikke i det mindste prøver at danse!
Der var engang, hvor en cd var noget man brændte, Kødbyen bare var noget, vi skulle igennem for at komme til Fisketorvet, hvor vi kunne købe fede nye Gabba-jeans, og Gaffa skrev, at Arcade Fires debutalbum lød lidt som Franz Ferdinand. Året var 2004 – det samme år Miley Cyrus fejrede sin 11-års fødselsdag, og Lost fik tv-premiere, og ingen af os vidste, hvor galt det ville ende for dem begge. Måske gik du rundt og sang “fuck you, I don’t want you back” sammen med Eamon og alle os andre, eller WTF’ede over, at Britney blev gift TO gange på ét år? Det var dengang, Rio Bravo var det eneste sted i byen, hvor vi kunne få stegt flæsk med persillesovs, og en iPod var hvid, og Avril var punk og ACNE var noget, vi havde i fjæset. Det var dengang John Peel døde på BBC og Dan Rachlin levede på P3, og en eller anden havde hyret Timm Vladimir til at være vært på Danish Music Awards, og vi ikke rigtigt vidste, om det var hans jokes eller prisen til Julie for Bedste Sangerinde, der var showets største skandale. Det var gode tider, men det var også i de år, hvor en “fed aften i byen på Nørrebro” mest handlede om ikke at blive rullet for sin 3310’er i køen foran RUST eller få shawarmaen galt i halsen på Nørre Fastfood. Men så skete der noget. En flok venner besluttede sig for at åbne en fusionscafé på Fælledvej. Lige dér, hvor der kun 11 år tidligere var blevet skudt efter benene, kunne man nu både spise, drikke, danse og få et “klart, mand!”, når man bad DJ’en om at spille “noget med George Baker Selection, for helvede!”. Man kunne også købe tøj, vinyler og høre folk læse digte op og spille jazz. Det var sgu underligt, og en af ejerne kom vist fra en lille flække uden for Holbæk. Men det virkede. Gefährlich blev det perfekte sted for de af os, der troede, at vi var for fine til Vega og for grimme til Jazzhouse. Siden dengang i 2004 er der løbet meget Heineken gennem åen. Men Gef er stadig den samme. Håndvasken på herrelokummet virker stadig ikke, og mange af os har endnu ikke lært at lade være med at knalde hovedet ind i den der ventilator i baren. Men hey, det er jo også kun ni år siden. Der er tid endnu.
Nå ja, og fuck dig, hvis du ikke kan danse. Eller i det mindste give det et skud, når DJ’en spiller Little Green Bag…
Ses i baren
McGuire

SÅÅÅ, husk at danse!

Nørrebro Teater

Det er den smukkeste morgen i dag! Klar, blå himmel, sol, frisk luft, fine skygger, folk i gaderne. Jeg nyder morgenen med chokobananpandekager og masser af kaffe.

IMG_20130921_094851

 

Om lidt skal jeg vaske gulv på Max’ kommende værelse, da han flytter ind om ca. 2 timer (og allerede har formået at smide ALLE sine nøgler væk! Hihi…) Jeg glæder mig. Det bliver en spændende forandring, som formentlig giver plads til nye venskaber, muligheder for ny læring og viden, konstruktive udfordringer og personlig udvikling. Sådan er det jo, når man lukker nye mennesker ind i sit liv.

Og så lige en lille ting: Jeg beklager mit fravær, men der sker så meget for tiden. Har fået nyt job, og det gamle job kræver samtidig ekstra meget af min tid. Derudover er jeg startet på kandidaten, og jeg er ”pludselig” blevet meget, meget social 🙂 Det er dejligt, men tiden flyver afsted, og jeg når ikke at blogge om shawarmamesterskaber, nye isbutikker, spøjse gåture og vilde, farverige fester. Det kommer nok 🙂

Nu skriver jeg jo så! Dagen i dag byder nemlig på åbningsfest. Nørrebro Teater har bygget en ny bar, hvor der pt. serveres gratis morgenbrød og drikkevarer til halv pris. Hyggen startede kl. 10, og folk står formentlig lige nu og griner af Rune Klan eller lytter til teaterdirektør Kitte Wagner.

Der vil være festlige indslag hele dagen, og hvis Max er klar på en lille væk-fra-papkasser-tur, så smutter vi nok derhen og hygger lidt 🙂 Ellers står den på livlige bobler her på Sankt Hans Gade og senere læxi drinks på MEXIBAR!

Nå, men kl. 11 underholder Rosa fra Rytmeskoven (aner ikke, hvem hun er – men det er børneunderholdning). Kl. 12 optræder Annika Aakjær med sin fine stemme, kl. 13 viser tryllekunstneren Jan Hellesøe sine magiske evner, vandpibebaren åbner kl. 14, hvor Ida Gard samtidig optræder, og kl. 15 er der mulighed for at opleve lidt af det kommende satireshow “Djøf med Løg(n)” leveret af komiker og historiefortæller Per Helge Sørensen.

Bag bardisken kan man desuden beundre kunstmaleren Allan Ottes vægmaleri. Det skulle angiveligt præsentere Nørrebrogade på en lidt anderledes, finurlig måde.

Planen er ellers, at baren skal være åben fra 10-24 alle dage, hvor der serveres både morgenmad, sandwiches og snacktallerken samt kaffe fra Drop Coffee, øl fra Nørrebro Bryghus, økologiske cocktails og vin. Jeg er på!

 

Det hele finder sted på Ravnsborggade 3…

 

Vinduerne åbnes, og Nørrebro fyldes med den lækreste musik #1

Musik er mit yndlingsdrug; en fundamental kemisk booster for menneskelig udvikling, trivsel og liv i det hele taget… Så nu åbner jeg mine vinduer og spiller den dejligste musik, mens jeg børster tænder og danser

Image Festival 2013

På fredag starter Image Festival 2013! Det er en festival, der under temaet Occupy Utopia hylder kunsten og kreativitetens evne til at udfordre det nuværende verdensbillede og skabe udvikling og positiv forandring. Dette gøres bl.a. gennem koncerter og kunstudstillinger leveret af musikere, billedkunstnere, filminstruktører, dansere og forfattere fra Asien, Mellemøsten, Latinamerika og Afrika. I København finder det primært sted på selveste Dronning Louises Bro, hvor de allerede nu er i gang med at gøre klar til det store show. (Det har I måske lagt mærke til?) 😀

Selveste Amadou og Mariam spiller fredag d. 30. august kl. 22 på broen (hvilket er rimelig vildt!), Bomba Estéreo spiller d. 31. august kl. 21.30, og d. 7. september kommer Den Sorte Skole på besøg kl. 22. Og der er mange flere!

 

Fredag d. 30. kl. 24 indtager Awesome Tapes From Africa Rust (efter Lulu Rouge og Djuna Barnes), hvilket koster 60,-. Det bliver helt sikkert lækkert! Awesome Tapes From Africa er Brian Shimkovitz’ værk; under hans rejse fra NY til Ghana fik han samlet en masse lækre kassettebånd med sjælden afrikansk musik. Måske har nogen hørt det på Roskilde? Hvis ikke kan I jo lige lytte til dette live DJ set fra Boiler Room i NY… Rimelig lækkert!

De kunstinteresserede vil kunne opleve en del streetart, undersøge lykke med Jeppe Heins assistenter, besøge Thomas Dambos skraldehotel eller beundre den nepalesiske kunstner Milan Rais’ hvide sommerfugle bestøvet med fred, håb og ønsket om forandring. Derudover bliver der i løbet af ugen vist film rundt omkring i byen (på Dronning Louises Bro åbnes der op for en minibiograf), og der vil også være små forestillinger, oplæsning af noveller, digte og fortællinger (bl.a. hver morgen i caféen The a la Menthe på Dronning Louises Bro), podcasts, oplæg og debat. De forskellige arrangementer kan I læse mere om i programmet her, og kom så ud og støt op om muligheden for utopiernes virkeliggørelse gennem kunsten!

En sidste ting:

I forbindelse med denne festival sætter Café Mellemrummet en pop-up bar op på Dronning Louises Bro i perioden fredag d. 30. august til søndag d. 8. september. I den anledning søger de frivillige bartendere, der har lyst til at lange mad og drikke over disken til de festende mennesker. Hvis man har lyst til at være med, kan man skrive til Mia Pagh på mpa@ms.dk eller sende en sms til 61656283. Man kan også læse mere her:

%d bloggers like this: