noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Blågårds Plads

Gløgg på Floras Kaffebar og Bevar’s

Et af de eneste juletræer, der ikke overgav sig til Bodils vilde færden og hardcore attitude, var det smukke et af slagsen på Blågårds Plads. Rådhuspladsens juletræ overgav sig til Bodil og lod sig falde, og juletræer landet over fulgte trop. Men på Blågårds Plads stod træet fint, stolt og fast. Det er lidt sejt 🙂 Jeg var så heldig at se det blive tændt søndag d. 1. december, hvor min ven kørte mig til Frb. for at hente kassen med julepynt i min mors kælder. Jeg fik lokket ham med ned til pladsen, hvor der var gang i pandekagerne og gryden med mælkete. Et par nisser underholdt børnene med sange og ballade, og det var egentlig ret så hyggeligt i mørket. Det var dog alt for koldt, så vi satte os ind på Floras Kaffebar og drak gløgg og spiste æbleskiver, mens vi så træet blive tændt.

P1240590 P1240591

Det var min første gang på Floras Kaffebar, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Gløggen var lækker og dejlig varm, men der kunne naturligvis godt have været mere snask (mandler og rosiner) i 🙂 Sådan er det jo altid. Æbleskiverne blev serveret med et par appelsinskiver og en vindrue samt syltetøj og naturligvis det bedste: flormelis. De var også gode – standard – og egentlig ikke noget vildere. Men det var lige, hvad vi havde brug for…. Så sad vi derinde og hyggede, mens der kom gang i juletræet på Blågårds Plads.

4 æbleskiver med 1 glas gløgg kostede 59,-

P1240592

Forleden til Bevar’s fødselsdag var jeg så heldig at få et glas hvid gløgg (for første gang i mit liv) med mandler, rosiner og valnødder (ikke et hit med sidstnævnte dog!) serveret i et vinglas, og ligeledes smagte jeg deres æbleskiver. De var virkelig lækre, ikke standard, men sådan svampede på den helt rigtige bløde og ikke tørre måde. Kan klart anbefales!

P1240635

Reklamer

Nørrebros julekalender

Efter 1 liter god og meget stærk hjemmelavet gløgg fyldt med bløde portvinsrosiner, som i går aftes blev indtaget i selskab med søde piger i Nordvest, mærkede jeg en total-klar-på-julen-følelse. Og denne følelse dyrker jeg så i dag med julesange, kalenderlys, pakkekalender, kørsel efter julepynt på Frb., juletræshygge på Blågårds Plads, roomiejulehygge og måske lidt mere gløgg? Det heldige er, at følelsen kan dyrkes hver dag indtil d. 24., og det gælder især her på Nørrebro, hvor vi har vores helt egen julekalender. Kulturskaberne har nemlig endnu engang kreeret en julekalender spækket med kulturoplevelser på Nørrebro, som varer fra i dag til d. 24. Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at skrive om, så her får I de syv første arrangementer.

01. december: Kickstart din julestemning med Osramhusets hyggelige julemarked (GRATIS)
02. december: Horror og Glögg på BLÅGÅRDEN (GRATIS)
03. december: Krimiforfatter Jesper Stein på Nørrebro Bibliotek (GRATIS)
04. december: Rundvisning på Metroens byggeplads (GRATIS)
05. december: Café med Mavedans (GRATIS)
06. december: God stil og jul i Rantzausgade (GRATIS)
07. december: Julemarked i Simeons kirken (GRATIS)

I dag, d. 1. december, er der julemarked i Osramhuset på Valhalsgade 4. Julemarkedet byder på grill, tapas, risengrød, varm kakao, forskellige værksteder, koncert med Niels Lyhne Løkkegaard Duo og Kostcirklen, hyggelige aktiviteter og diverse boder med kunsthåndværk. Det er ren familiehygge med klippeklister, juletræsdans, historieoplæsning og juletræspyntning. Julemarkedet starter NU (kl. 12) og varer til kl. 17.

I morgen, d. 2. december, inviterer Blågården på horror og gløgg kl. 19.30. Horrereksperten Søren Henrik Jacobsen sørger for højtoplæsning af gyserhistorier, og gratisbiografen Laterna Magika viser 1963-gyset The Haunting. Samtidig kan man nyde varm gløgg (hvis man ikke spjætter for meget). Kom i god tid 🙂

Tirsdag d. 3. december får Nørrebro Bibliotek på Bragesgade 8b besøg af krimiforfatteren Jesper Stein. En del af hans krimiromaner foregår på Nørrebro med den hashrygende vicepolitikommissær Axel Steen som hovedperson. Jesper Stein vil til dette arrangement fortælle lidt om sit eget og Axel Steens forhold til Nørrebro (og Kbh.). Det varer fra kl. 19-21.

Onsdag d. 4. december er der rundvisning på metroens byggeplads i Nørrebroparken, hvor man bl.a. kan høre om tunnelboremaskinerne under Nørrebro. Arrangementet kræver tilmelding. Læs mere her. Det finder sted kl. 10 og kl. 11.30.

Torsdag d. 5. december arrangerer DOF Skole for Orientalsk Dans og VerdensKulturCentret på mavedansercafé. Her er det muligt at høre om berømte mavedansere samt selv at ryste mavsen lidt. Café Baggården på Nørre Allé 7 serverer mad fra Mellemøsten kl. 17, og kl. 18.30 kan man beundre mavedans på storskærm, hvorefter der bliver arrangeret dansegulv! Man kan danse til kl. 20.30.

Fredag d. 6. december inviterer Rantzausgade på julehygge. I Brorsons kirke kan man lave juledekorationer, klippeklistre, synge julesange, høre julehistorier, gå på skattejagt, bage vafler og drikke varm kakao og kaffe. Hos Nordisk Brødhus kan man hygge med kagebagning og pyntning af julekager. Frisøren Sebastian fra ‘Et sted på Nørrebro’ klipper et band (Johann/Johann Kolstrup), som giver et nummer. WixWax giver gratis behandlinger, og man kan her få rettet bryn, vokset sin overlæbe, få lagt juleshellac på en negl eller nyde en omgang fodmassage. SejeDrenge.dk deler gratis sokker ud til hjemløse og inviterer på klippeklistre, og Bar Ræv byder på gløgg og voksenhygge. Arrangementet varer fra kl. 14-18.

Lørdag d. 7. december er der julemarked i Simeons Kirke på Sjællandsgade 12B fra kl. 13-16. Her er det muligt at købe sokker, hjemmesutter, tøj, huer, luffer, halstørklæde, nisser, juledekorationer og naturligvis også lidt gløgg, kaffe og æbleskiver. Overskuddet går til menighedsplejen i Simeons-Sankt Johannes sogn. HT orkestret spiller desuden lidt julehyggemusik.

Hvis I ikke kan vente med at høre om de andre arrangementer til næste weekend, så kan I tjekke dem ud her.

Og husk så: NYD UGEN, drik en masse gløgg, klip en masse julehjerter og HYG! Vi ses på Blågårds Plads kl. 16!

Juletræet tændes

Som de fleste ved, er det 1. december i morgen, og en måned med gløgg, julekalender, pakkekalender, appelsiner, WHAM, pebernødder, guirlander, julehjerter og MASSER af sne venter forude. Jeg glæder mig! For mit vedkommende er december altid fyldt med eksamener, og så er det altså rart at kunne drikke en masse varm vin og høre lidt julemusik samtidig med, at der læses… Og det er skønt med julehygge og julepynt… OG julearrangementer:

Måske har I lagt mærke til dette flotte juletræ på Blågårds Plads?

DSC_0524

I morgen, søndag d. 1. december, bliver det tændt. Julearrangementet starter kl. 16 med folkekøkken arrangeret af Send Flere Krydderier, og der vil her blive serveret somaliske pandekager og somalisk krydret mælkete. Det varer til kl. 18.

Klokken 17 tændes juletræet, og herefter vil der blive uddelt julegodter og kager fra Libanon og Pakistan.

DSC_0521

Hvis I mangler et juletræ til jeres egen stue, kan de købes på både Sankt Hans Torv samt på Dronning Louises Bro 🙂

Vi ses i morgen!

Værdighedens Dag

Global Dignity Danmark inviterer til Værdighedens Dag på Blågårds Plads på torsdag d. 22. november kl. 18. Arrangementet handler om at sætte lys over Nørrebro og sætte fokus på værdighed, respekt, forståelse og nærhed, og i den anledning kan man deltage i opsætningen af 100 flyvende og lysende lanterner 🙂 På Blågårds Plads vil der være lidt varmt at drikke, og så får man mulighed for at pynte sin egen lanterne med ord, tanker, ønsker, løfter… Kl. 19.30 går man så i samlet flok mod Sortedamssøen, hvor lanternerne stiger til vejrs og kaster lys over Nørrebro.  Det må være et smukt syn, og det er virkelig ærgerligt, at jeg ikke kan deltage…

LOPPER

Støberiet har denne sommer arrangeret loppemarked hver lørdag og søndag på Blågårds Plads med gratis loppeboder til dem, der har haft lyst til sælge ud af gemmerne. C og jeg har vildt meget lyst til at gøre det i morgen, så det gør vi 🙂 Med perfekt solskin og alt for mange ting at sælge… Så kom endelig forbi og gør et kup… Der vil være tøj, køkkenting, film, cd’er, utroligt mange bøger, antikke ting, tyrkiske og ghanesiske dragter, tasker, sko, legetøj, Georg Jensen julekugler og sidst men ikke mindst; SKRAMMEL. Og hvem elsker ikke skrammel?

Eller kom og sælg dine egne ting – jo større et loppemarked, jo bedre 🙂 Og det er smadder hyggeligt at mødes! Man kommer altid i snak med nogle interessante personer… Hvis I har lyst til at deltage, så tag alle jeres ting med til grusområdet ud mod Blågårdsgade mellem 10 og 11. Det slutter kl. 17, men man kan selvfølgelig gå før.

Nu vil jeg smutte på Mellemrummet og danse ❤

%d bloggers like this: