noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Café 22

Serverede de i virkeligheden vand fra gravide kvinder?

I lækkerhedstøj slentrede PV og jeg i ægte Nørrebrostil ned ad Sankt Hans Gade til Café 22. Jeg husker egentlig godt, at min veninde for et års tid siden fortalte, at retterne ikke var de mest smagsrige oplevelser, men jeg syntes alligevel, at jeg ville give det en chance – jeg har trods alt fået lækker brunch der + jeg er den heldige ejer af Two for One
kuponer, som jo skal bruges! 2011-målet= at bruge alle mine penge på restaurant- og cafébesøg. Why not? Penge er kun energi, og hvis jeg skal leve på gulerødder en uge er det fint.

Nå, sidespor. Der var vi altså, på Café 22. Forfærdeligt koldt udenfor i forhold til sidst, hvor vi spiste brunch udendørs. Så vi satte os ned til spejlene bagi i lokalet, så PV kunne sidde og betragte sig selv spise pasta med laks. Jeg bestilte ”wok” med kylling. Altså, når jeg laver wok, består den primært af grøntsager i asian style med bambusskud, lotusdimser og vandkastanjer
(de der økofrostposer fra Netto er super gode!), men en ”wok” er jo egentlig bare selve gryden og siger intet om retten, andet end den typisk er stegt eller dampet. Derfor kunne jeg vel ikke forvente at få grøntsager overhovedet, men skuffet blev jeg dog alligevel. Min ret bestod af 70 % nudler, 15 % grøntsager (broccoli, porrer og gulerødder) og 15 % kyllingestykker.  Hm… Ikke en ret jeg nogensinde ville give 98,- for! Kom af med 49,- og vil kunne lave retten selv for højst 15 kr. Nu betaler man så også lidt for oplevelsen – og den var sjov, for det var jo med PV! Hun bestilte ”pasta med laks i fødesauce,” hvilket hun selvføøølgelig ikke forstod, så hun måtte (jeg påvirkede hende selvfølgelig ikke) lige spørge den unge fyr, som tog imod vores bestilling, om, hvad det var for en sauce… Vi var jo allerede ude i kreative tanker om den gravide kvinde og vandet, som pludselig går – vupti ned i en spand og over til Café 22 og deres fødesauce. En ny sauce som måske ville pifte lidt op på deres ellers lidt uinteressante retter? Nå, men hun fik sin pasta med laks i flødesauce, og den var ok.

Retterne var jo fine nok, meeen egentlig noget man selv hurtigt kan klaske (og ja, faktisk klaske!) samme hjemme i køkkenet på 20 min. Min mors chop suey er jeg ofte ved at tude over, fordi den smager så hamrende godt. Den er mindst 200,- værd, så måske skulle jeg sende opskriften til Café 22? Gud hvor lyder jeg negativ. Men helt ærlig – de har et perfekt serveringssted lige ved søerne, så hvorfor ikke udnytte det og give fantastiske, kulinariske oplevelser oveni?

Så konklusionen er, at jeg faktisk ikke vil anbefale Café 22’s retter – hvis man ønsker at spise noget andet end det, man selv lige kan klaske sammen for sin SU! MEN i dette indlæg skriver jeg kun positivt om Café 22’s brunch buffet, som helt klart kan anbefales: https://noerrebro.wordpress.com/2011/04/19/brunch-i-solen/ Tjenerne er desuden meget venlige og smilende. Og betjeningen er hurtig. Men kom til brunch og evt. cocktails der – så er stedet godt!

Brunch i solen

Søndag morgen fik jeg bevæget mig ned på hjørnet af Sankt Hans Gade til søerne, hvor solen varmede, og vandet lignede et lag skvulpende sølv. Jeg mødtes med min veninde L for at spise brunch buffet på Café 22. Rigtig god idé! Og det var vi selvfølgelig ikke ene om at synes. Sidste gang droppede vi at stå i køen, som gik helt ud på gaden, men denne søndag kunne man jo sagtens sidde ude pga. vejret, så der var lidt flere pladser at tage af. Vi var super heldige at få hapset os en lækker solskinsplads, og så var det ellers bare at begrave sig i buffet’en! Hummus, tunmousse, frugt, oliventapenade, røget laks, to slags oste, brød, croissanter, amerikanske pandekager, skinke, hotwings, frikadeller, æg, leverpostej, yoghurt, musli, pastasalat, grøn salat, bacon, røræg, chilipølser, you name it. For kun 98,- ! Jeg havde Two For One billetter til os, så det var jo kun halv pris. Og det var en rigtig god brunch. Hamrende lækker tunmousse. Jeg er ikke så vild med alt det, den normale brunch plejer at indeholde så som bacon, røræg, pølser, pandekagerog croissanter, derfor er jeg glad for brunch buffet’er, hvor man selv kan vælge, hvad man vil have – det er jo også godt, hvis man er vegetar.

Til den lækre brunch bestilte vi smoothie – red berries til 39,- Også ret lækker – men måske lidt for vandet? Er stadig mest hip på min egen opskrift!

Tjek deres hjemmeside ud her: www.café22.dk. Caféen ligger på Sortedams Dossering 21, og dagen lang serveres lækre wokretter, salater, burgere, supper m.m. samt kaffe og cocktails. Brunch buffet’en tilbydes kun i weekenden, men til gengæld har de “normal” brunch i hverdagen, og det er også muligt at få luksus vegetarbrunch.

I dag har jeg så siddet og plejet tømmermænd med påskebryg i Nørrebroparken med dejlige venner, en rød næse og anti-læse-tanker. Skønt! Håber I nyder solen ligeså meget som jeg – og fuldmånen!

Livlige gader og smukke ansigter

Der sker et eller andet, og jeg ved ikke hvad. Det sker på Stengade. Tidligere stod en seng på hovedet ved siden af det der “hjem,” og nu da jeg igen kørte forbi, stod unge i grupper og sniksnakkede, mens kvinder nysgerrigt hang med hovedet ud af vinduerne oppe mod Nørrebrogade. Jeg var ved at køre ind i kantstenen, fordi jeg også gerne ville følge med! På Nørrebrogade var der politi og blå blink, men jeg aner ikke, hvad der var sket. Men politiet er alle steder – især i nat. Måske sker der ekstra meget disse dage? Forleden var der fx ild i en skraldespand på Nørrebrogade ved Netto, og en brandbil kom larmende forbi og fik den slukket – det var ellers et smukt syn!

Nå, men i går skulle jeg til fest ude i Nordvest hos en dejlig veninde, og på vejen mødte jeg selveste majsmanden. Han er – ligesom politiet – alle vegne, og han fylder med sin store vogn, så jeg sagde det, som det var: “Majsmand, du fylder.” Det forstod han selvfølgelig ikke, men han tog min hånd og trak mig hele vejen fra Elmegade op til Nørrebro St., mens vi snakkede om verdenssituationen. Han fortalte om sit syn på fejring af fødselsdage (man er speciel og bør derfor ikke kun fejres 1 dag om året!), at han bor på Tagensvej, at han gerne vil drikke kaffe med mig (jeg har hans kort og kan nu personligt bestille majsvognen til enhver begivenhed, jeg skulle få lyst til at fejre!), og at han godt kan lide majs. Ej, det sidste sagde han vist ikke – men han ligner en, som virkelig godt kan lide majs med sin gule dragt, vogn og majsglade smil. Da jeg spurgte ham, hvor han var fra, pegede han på himlen, men rettede det så til Brasilien. “Jura” fra Brasilien – men han er jo en verdensomrejser, så “det betyder ikke noget, hvor man er fra.” Men farvel til majsmanden og videre til fest. Tidligt tidligt om morgenen endte jeg på Drone med min søster og en sød ven, men det lukkede kort tid efter, og vi tog derfor ind mod byen. Dog gik min skulder lidt af led, og der var kø til Cosy, så vi smuttede hjem og sov.

I formiddags mødtes jeg så med Liva for at spise den planlagte brunch på Café 22 nede ved søerne for enden af Sankt Hans Gade, men men men – der var kø helt ude på gaden (trods 130 siddepladser!!!), og det gad vi ikke vente på. Så vi forlod de menneskefyldte loppegader og drog mod Ikkenørrebro for at spise brunch på WannaB med den sure, spidse tjener, som også “servicerede” mig sidste gang.
Senere endte vi igen på Sankt Hans Gade og Ravnsborggade, hvor smukke folk pruttede om priser, drak kaffe og øl og snakkede Nørrebrosk med hinanden… Antikvariaterne havde stilt deres møbler, porcelæn og kitchy ting ud på gaden, og almindelige loppefolk havde ryddet ud i skabene og bagt chokolademuffins. Fantastisk at se de flotte mennesker stråle om kap med solen! Kan det være meget bedre? Jeg ELSKER denne stemning – sommeren bliver vild!

Godnat

Loppemarked !

Ravnsborggade, Sankt Hans Gade og Ryesgade holder loppemarked på søndag d. 13. marts! Det plejer at være utrolig hyggeligt med masser af mennesker, gode tilbud fra de ellers lidt halvdyre antikvariater, kage og kaffe – ægte Nørrebrostemning 🙂 Så kom forbi og gør et kup… Min veninde og jeg skal først pleje tømmermænd på Café 22, men bagefter ses vi til en omgang prut om priser

Denne gamle computer går ud hvert 4. minut, så der kommer ikke så mange opdateringer fra Nørrebro, før jeg får min anden computer tilbage.. Sorry

%d bloggers like this: