noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Fængslet

Larm og løjer

Adrenalinen pumper, mit hjerte kan vinde et hestevæddeløb, og mine tæer er iskolde, nok mest pga. den kolde trappe. Jeg er nemlig gået op for at bede overboen om at sige “fucking” i en lidt lavere toneart eller måske bare droppe det helt. Klokken er 00.30, og jeg kan umuligt sove, hvis de skal skændes! Og jeg, som troede, at det var underboen – undskyld R! Så må det også være overboen, som dyrker lagengymnastik 2-3 gange om dagen, så mit bord ryster, og P’s dør klaprer. Nå, men det er fyren, der åbner, da jeg har banket på et par gange, og inden jeg overhovedet når at sige det, jeg har planlagt (jeg er jo faktisk nervøs for at give denne lige klage – spørg mig ikke hvorfor!), siger han mange gange undskyld, og “vi skal nok være stille.” Jeg foreslår dem at gå en tur – en skænderitur – og siger godnat, hvorefter jeg lister ned i min seng og prøver at få hjertet til at lade være med at dunke så meget.

Men så tænker jeg over larm og kan ikke sove. Det er jo Nørrebro, og som bestyrelsesformanden sagde, da jeg spurgte, om jeg måtte have et klaver i lejligheden, så accepterer man larm, hvis man vælger at bo på denne gade. Så nu har jeg et klaver stående, som dog ikke er stemt, og som jeg derfor ikke får larmet så meget med endnu… Men så nyder jeg bare de andres larm. Jeg spiser morgenmad til skolebørnenes råben og højlydte leg nede fra gaden, spiser aftensmad til mågernes skrig – forstår stadig ikke deres færden ude foran mit vindue! -, nyder de fængselsindsattes fodboldspil og heraf følgende “JAAAAAAAY”  og “KOM NU HASAN” lørdag og søndag formiddag, forundres over de unge fyre som ofte lister ind i min gård og råber “hold uuuud” til deres fængselsvenner, og så vågner jeg om natten til festglade, fulde folk, som fjoller rundt på gaden. Og egentlig er det helt fint – man skal bare vænne sig til det. For mig er det Nørrebro!

Reklamer

…men ingen ringer :)

Fra opgangen i december

Lørdag

Godmorgen Nørrebro

Endelig! De spiller fodbold inde i fængselsgården, og jeg nyder det. Selv om vinduet er lukket ude i køkkenet, kan jeg sagtens høre deres råben og hujen og spark til bolden. Det er så lørdagsagtigt… og menneskeligt. Måske er det ikke så sjovt, når unge fyre sparker porten ind til vores gård kl. sent om natten for at råbe over den høje mur med pigtråd for enden af gården. “Æy, hvornår kommer du ud? Hold ud!” råber de til deres venner. Måske er det faktisk lidt larmende. Men alligevel… det er smadder hyggeligt – sig det ikke til nogen… Det bliver ikke mig, der ringer til politiet, når de unge råber højt i mørket 🙂

Jeg har lige købt en cykel. En alt for dyr cykel for mere end 1 måneds SU! Men det er, så jeg kan suse drømmende gennem Nørrebro over de mange skæve brosten, slingre ned gennem Blågårdsgade og drøne afsted på Nørrebrogade i grøn bølge. Og så er det vel ok? Jeg nåede så også lige at forelske mig i både cykelhandleren og ham den flotte fyr fra Estate Coffee, som lavede et flot hjerte i min café latte. Sådan kan det gå! Nå, ikke relevant – det er jo Vesterbro! Pointen er bare, at jeg nu skal spare endnu mere…

Hey, ses vi på Blågårds Plads kl. 16.00 til en skøjtetur?!

P.S. Funke var alt for proppet i nat, og ligeså var Understellet…

P.P.S. Kan klart anbefale Phenomenon på Nørrebrogade 7 over for Fakta lige ved Dronning Louises Bro. Købte et par sko i går og i sommers købte jeg også nogle. De er til at betale, og så er de virkelig flotte. Og ekspedienterne er venlige og giver gerne rabat, hvis du fx køber to par sko, eller hvis den ene af de to sko, du køber, har stået fremme… 🙂
De har Shoe Biz, Diesel, Caterpillar osv… Link til deres hjemmeside: http://www.phenomenon.dk/

Ciao…

%d bloggers like this: