noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Guldbergsgade

Savoir

Min søster og jeg mødtes i søndags på café Savoir, som er en lille kældertapasbar på Guldbergsgade overfor Rust. Jeg er ofte gået forbi vinduerne med de store kager, men jeg har aldrig været derinde. Så da TilbudIByen bød på fem tapas + to stykker kage + to kaffe/chai/te til halv pris, blev jeg nødt til at slå til – bare for at prøve caféen!

Kl. 18, hvor de åbnede, mødtes vi så og tjekkede som det første de færdiglavede tapasretter ud. Ikke et sindssygt spændende udvalg, må jeg indrømme, men vi endte dog med noget laks-i-tomat-sjov, en kikærteblanding, rød peberfrugt med grøntsagsfyld, aubergine med gedeost og tomat og noget kylling.

De ville ikke servere postevand, og ingen af os bryder os om vand på flaske, så drikkelse droppede vi. Og så satte vi os ned i en lille krog bagerst i lokalet, hvor vi kunne sidde lidt for os selv og hyggesnakke. Men sammen med tapasretterne fulgte (formentlig) ejeren af caféen + dennes familie, som satte sig ved vores nabobord for at skype med familien i Spanien, eller hvor end de nu befandt sig.

Altså, når jeg skyper, så råber jeg nærmest ind i skærmen! Og ja, det gjorde de også, hvilket foregik på både engelsk, spansk?, dansk og babysprog. Sådan noget synes jeg er mærkeligt. Vi var de eneste på caféen, så de kunne have sat sig ved et andet bord eller evt. i et baglokale. Det var ikke vildt interessant at følge med i familien på skærmen, og det var ret svært for os at føre en normal samtale. Nå, det er så, hvad det er. Nu til maden, tada:

Der var vi heller ikke så begejstrede. Den røde peberfrugt med grøntsagsblandingen var helt klart den bedste tapasret. Kyllingen var ok, men smagte lidt af svin og var helt smattet-blød indeni, hvilket jeg ikke bryder mig om. Laksetingen lugtede vildt meget af fisk, så den sprang jeg over. Kikærteblandingen smagte godt, men ikke udsøgt. Auberginedutterne var ok, men de manglede lidt smag. Hm… Altså, ikke videre interessant og lækkert desværre…

MEN, så nåede vi endelig til kagerne. Min veninde havde anbefalet deres Oreo-cheesecake, så den hapsede vi begge to, trods det store udvalg af lækre kager! Og den smagte SÅ godt. Cremet, knasende, hård, blød, sød, sprød. Og så med chailatte og café latte til – vi var ret tilfredse og ret mætte!

Efter 45 min orkede vi ikke at sidde i larmen mere, og pludselig skulle hele familien og caféens kokke spise pasta med kødsovs ved vores andet nabobord, så… Ud på Nørrebro og gå tur, hvor vi kunne tale sammen i det fri.

Jeg vil desværre ikke anbefale Savoirs tapasretter, men derimod mener jeg helt bestemt, at man skal unde sig selv et stykke Oreo-cheesecake, mens man sidder UDENDØRS og betragter Guldbergsgades liv. Tam tam…

En lille oase midt i gaden

Tag en slapper på Guldbergsgade

 

Suppe med cocktails

I onsdags var det sidste dag, man kunne opleve World Press Photo udstillingen i Pressen, Politikens Hus, så C og jeg besluttede at gå ind til Ikkenørrebro og få lidt suppe på vejen. Først var vi dog lige nede i Soupanatural på Guldbergsgade for at høre, om de kunne lave cocktails ved en 21-tiden, eftersom de sommetider lukker på mærkelige tidspunkter eller pludselig ikke laver cocktails mere. Det lovede de, at de ville.

Derefter gik vi ind til Soupanatural nr. 2 på Ikkenørrebro, og grunden til, at jeg lige tillader mig at skrive om et spisested uden for Nørrebro, er, at de har samme menukort på Guldbergsgade. Så hvis I synes, at supperne lyder interessante, men samtidigt nægter at bevæge jer uden for Nørrebros grænser, så skal I bare smutte ned på Guldbergsgade 7A.

Af supper kunne vi vælge mellem syv slags, både vegetariske og med kød, serveret med to stykker brød. Novembers suppekollektion bestod af to lækre supper med tofu, tomatsuppe, suppe med gulerødder og sorte bønner, chiligryde med okse og bønner, suppe med søde kartofler og butternut samt gullashsuppe. Priserne ligger mellem 38 og 120 kr alt efter størrelse og ingredienser.

Jeg valgte en stor portion indisk landsuppe med bagt tofu og linser i til 74,-

Den var rigtig bondsk og mættende pga. de grønne linser, formoder jeg. Der var kun tre stykker tofu i, men de var til gengæld kæmpe store.

C valgte en stor portion gullashsuppe med okse, porter og paprika til 120,- og var også glad for sit valg. Måske kunne der godt have været lidt flere stykker oksekød i til den pris, men den smagte godt, og den mættede!

Et lille minus er den lille klat creme fraiche, man kan få som topping. Toppings koster hele 7 kr og kan enten være parmesan, græsk yoghurt eller creme fraiche. Men man får kun en tynd stribe svarende til ca en spsk.

Dog er det fedt, at ingredienserne er økolgiske, portionerne er store, og studerende kan få en stor suppe til en lille suppes pris.

Nå, men mætte drog vi afsted mod Politikens Hus, hvor det ene voldsomme billede efter det andet viste os, hvor grum verden kan være. I kender sikkert alle dette billede af den afghanske 18-årige kvinde, Bibi Aisha, der efter at være flygtet fra et voldeligt ægteskab fik skåret sin næse og ører af af sin mand. Billedet er taget af den sydafrikanske fortograf Jodi Bieber, som vandt årets World Press Photo Contest for fotoet.

Efter at have set alle billeder, gik vi mod Nørrebro igen og endte så på Soupanatural på Guldbergsgade, hvor de pludselig ikke havde rom og derfor ikke kunne lave alle slags cocktails alligevel. Vi fik derfor begge en Lohasian Sensation til 69,- og C bestilte en tiramisu til 25,-
Suppefyren glemte dog kagebestillingen, og da vi endelig fik den, var det en chokolademousse – det gjorde dog intet, for den var dejlig!

Vores cocktails med det fantastiske navn bestod af vodka, appelsin, lime, rørsukker og hyldebrus, og vi var begge lykkelige og “wooow” over den gode smag af hyldeblomst samt det lækre rørsukkerknas. Mums! Dem fik vi hurtigt slubret i os, mens vi spillede Klodsmajor. C tabte 😀

På væggen bagved kan man læse en lille historie om, hvad der sker, hvis man IKKE spiser sin suppe! Det er historien om kræsne Mads. Håber I kan læse den, og ellers må I jo tage på Soupanatural 🙂

For resten er alle cocktailingredienserne økologisk og koster mellem 59,- og 74,-

Quattro Fontane

Lige om hjørnet bor en kvinde, som har lidt svært ved at gå, og som jeg derfor handler ind for i ny og næ. I dag ønskede hun så selv at komme med ud, og efter at have købt ind i et par forskellige, søndagsåbne butikker, endte vi på Quaottro Fontane. Har aldrig lagt mærke til navnet på denne italienske restaurant, som ligger på Guldbergsgade 3 lige ved Sankt Hans Torv, men jeg havde engang en italiener boende, som var inde og søge job der. Han fik et italiensk nej og var godt fornærmet bagefter 🙂 Derfor har jeg altid tænkt, at de var lidt sure derinde i det italienske, hvilket jeg i dag fik bekræftet, omend det var mere underholdende end det egentlig var fornærmende.

G har tit spist der, og hun er god til at sleske sig ind, så på trods af at de først åbnede 1 time senere, fik vi lov til at tage plads i den tomme restaurant. Og hvad kunne vi få? Suppe. Tomatsuppe. Det var lige det eneste, der var lavet indtil videre. G smilede og snakkede hyggesnak med Mario (?), som ikke syntes at høre noget af det, hun sagde – men han kom da med to lækre tomatsupper og italiensk brød.

Nu er det således, at jeg er ret skeptisk over for italiensk mad. Pizza giver mig kvalme, og pasta er noget, jeg kun sjældent gider at spise. Selvfølgelig er pizza og pasta ikke det eneste, man finder på et italiensk menukort, men 99 % af alle restauranter serverer det. (Ca…)

Og så sad jeg der med en suppe, som faktisk smagte virkelig godt. Masser af fløde, tror jeg, og masser af tomater – naturligvis – og lækre krydderier.

Da vi var nået halvvejs med suppen, blev to gæster lukket ind. De placerede sig ved et bord under trappen, og straks kom Mario og smed dem hen til et andet bord, eftersom han og de andre tjenere inden længe skulle spise frokost (kæmpe portion pasta med kødsovs og revet ost) ved bordet under trappen. Han hunsede lidt med dem, tjekkede om vi var færdige med at spise og smuttede så ud i køkkenet igen. Efter at have tjekket 3-4 gange, om vi dog ikke snart var færdige med at spise, fik han lov til at give os regningen. (48 kr for en suppe).

Da Mario var væk, hoppede en munter fyr ud fra køkkenet, fik G’s kørestol ud på Guldbergsgade, og lod hende indtage sin plads, inden han kørte afsted med hende i håb om at blive hjemmehjælper 🙂

Nå, men altså – tilbage til suppen. Den var lækker og enkel, og selv om Mario var utroligt komisk at opleve, så ville oplevelsen måske have været lidt sjovere, hvis de udskiftede ham med den glade future-hjemmehjælper-fyr? Det er sikkert en god restaurant med lækre pastaretter og pizzaer, og… hvis man ikke lige er til de retter, kan man hapse deres lækre tomatsuppe. (MEN hvis man virkelig vil have en god suppe, så skal man smutte ned til Soupanatural lige ved siden af og spise suppe med hokkaidogræskar, dhalsuppe med røde linser, cremet cornsuppe med kartofler og karry eller gullashsuppe med porter, paprika og oksekød, som serveres denne måned.)

http://www.quattrofontane.dk/ tjek den ud her

Kvarterfest

I dag modtog jeg en invitation på en lidt ukonventionel måde: da jeg kom hjem fra CSS, fandt jeg sådan en invitation hængende på min hoveddør.

Okay, måske var den ikke kun til mig, men jeg blev alligevel virkelig Nørrebroglad og -beæret, for det fik mig sådan til at føle mig som en del af mit kvarter. Og nu, når jeg sidder her på Ikkenørrebro, fortryder jeg så, at jeg ikke har taget et billede af min invitation, men så er det jo godt, at den kan findes på nettet – dog uden overskriften: “Kære Nana… vil du komme til kvarterfest…” som der selvfølgelig står på den rigtige invitation.

Festen foregår i morgen d. 10. september kl. 10-23 på Guldbergsgade. Ved Møllegade vil der være loppemarked, og ved den nye plads foran Guldberg Skole arrangeres der grill, bar, kaffe, kage, musik og senere asfaltbal med Lady Luck. På Guldbergs Plads vil der også være musik og loppemarked, og sørme om der ikke kommer hoppeborg og ponyer til Nørrebro. Er bange for heste, men iih… en hoppeborg!

Som om det ikke er nok, er der også inviteret æsler og “klappekøer” til ByOasen, der ligger i Den Gamle By. Og så er der skattejagt og pandekager 🙂

Faktisk kan jeg slet ikke komme. Havde ellers glædet mig til at møde mine naboer i mit kvarter. Men jeg fik invitationen lidt for sent, desværre. Derfor opfordrer jeg alle andre til at møde op, skabe god Nørrebrostemning og hoppe højt i hoppeborgen, weee…

%d bloggers like this: