noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Jægersborggade

Hurra for The Coffee Collective

På fredag d. 15. februar fylder The Coffee Collective 5 år. Hurraaa! Det fejrer de med gratis kaffe og fødselsdagskage til alle, der dumper ind mellem kl. 7 og 19.

Kaffestedet ligger på Jægersborggade 10, og de laver super lækker kaffe! Det er derfor ret populært, så de må virkelig have lavet mange kager, for hele Nørrebro kommer helt sikkert forbi for at sige tillykke… 🙂 Jeg håber virkelig, at jeg lige kan nå et smut forbi og synge fødselsdagssang…

Reklamer

Jul på Nørrebro

Fredag d. 30. november kl. 16 tændes juletræet på Balders Plads! Af en eller anden mærkelig grund har jeg aldrig oplevet et juletræ blive tændt her på Nørrebro, fordi jeg altid laver alt muligt andet. På fredag kl. 16 har min forelæser lige sagt god weekend, eller også er jeg allerede i gang med julefrokost på arbejdet. Har ikke lige fundet ud af, hvad jeg gør endnu…!

Nå, men juletræet tændes altså denne sidste novemberdag, og i den anledning vil der være musik og sang, gløgg, kakao og æbleskiver, besøg af the julemand samt tale af Lise Egholm, som er skoleleder på Rådmandsgads Skole, og som i øvrigt også tænder juletræet. Og jeg som troede, at det var borgmestertjansen – men det er da rart at se, at andre også får lov!

Lørdag d. 1. og 2. december mellem kl. 11 og 16, kan man tage et smut forbi Jægersborggade, som virkelig juler denne weekend. De går amok med juletamtam, og jeg tror faktisk, at det kommer til at være det mest julede julemarked på Nørrebro denne december, så det bør helt sikkert overvejes 🙂

Der er juleworkshop på Café Retro, karamelpinde i Karamelleriet, risengrød og ris a la mande hos GRØD, godteposer til børn med nissehuer i Klædefabrikken, gløgg og økologiske pebernødder hos Manfreds og Vin, engelsk æblecidergløgg til både børn og voksne på Café Lyst, lune norske vafler i Ladyfingers samt æblegløgg i Per’s Griseri og ROD, hvor man i øvrigt også kan købe sit juletræ, hvis man gerne vil være lidt tidligt ude. Desuden er gadens butikker fyldt med juletilbud.

Kan I mærke sneen falde? Jeg kan ikke, men derfor kan man vel godt drikke en masse gløgg alligevel!

A Camp Story

I går mødtes jeg med en dejlig veninde på café Lyst, som ligger på Jægersborggade. Det er mit første besøg der – og ikke sidste, for det var virkelig hyggeligt, kaffen var god, stemningen var intim og regnvejrshyggeagtig, og maden på menukortet så lækker ud. Min veninde har spist der før og anbefalede salaten med kylling, brie, jordbær og satay-sauce. Mums… Men det bliver næste gang, for i går skulle jeg hjem og spise farvelmiddag med søde C. Forlader ham i en uge og tager til Ikkenørrebro, nærmere bestemt Mallorca. (Kom sol, kom varme!) Nå, men jeg var ikke lige i foto-humør, så det blev kun til et bagdelsfoto af denne finurlige fisk.

Til gengæld fik jeg taget et par fotos på hjemvejen, da jeg cyklede ned ad Nørrebrogade, hvor jeg passerede disse flotte fotos, der hang på Assistenskirkegårdsmuren.

Foto-udstillingen, som har titlen  “A Camp Story”, giver indblik i 31 beboeres hverdagsliv i den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus, Syrien. Og de er smukke, rørende, sjove, levende… Så skynd jer forbi og se de interessante billeder, inden blæsten tager dem, eller inden de bliver taget ned igen d. 17. oktober…

God efterårsferie!

Anna Birk

I torsdags holdt min veninde Anna Birk fernisering på Tjili Pop, hvor hendes malerier også tidligere har prydet væggene. SÅ fint hang de mellem amagerhylder, nips og underlige dimser i det ene lille lokale, og SÅ dejligt var det at hygge med champagne og gode venner.

Kunne ikke stå for den røde farve…

Anna har tidligere malet små menneskelignende væsener i underlige former – sådan nogle man har lyst til at tage op, kramme og overøse med kærlighed, fordi de ser så renhjertede, skrøbelige og lidt for godtroende ud. Som om de er placeret lidt tilfældigt i en verden, hvor man let kan blive ensom. Sammen er de stærkest, og derfor må de passe på hinanden. Nu bevæger hun ad andre veje, men stadig i en verden med finurlige væsener.

Båndet blev klippet foran vægmaleriet ved toiletterne, og der blev holdt en lille tale 🙂 “At lade tanker flyve & sluge en elefant, når kamelen blir for let” står der… Det handler om at vælge at holde tankerne lette, selvom man har tunge ting at tage vare på.

Men I kan se mere her og her, hvis I er nysgerrige, og ellers holder hun fernisering d. 6. september med andre malerier på Café Retro i nr. 16 på Jægersborggade.

Snapsss

Lidt fra gemmerne, nyt og gammelt…

Besøgte superfancy Coffee Collective på Jægersborggade i søndags. Jeg var så begejstret over deres indretning (meget lidt plads, en utroligt stor maskine, åben disk), at jeg glemte at tage billeder… Fik deres lækre iskaffe til 38,- og smuttede med en veninde i Hans Tavsens Park for at spille UNO, snakke hvordan-er-det-at-flytte-sammen-med-sin-kæreste-snak, se på slacklinere og bare nyde den varme sol.

Laaaaang tid siden: drinks og tapas til halv pris på Café Zorro på Jagtvej 119. Det var sådan en sød, ung kvinde, som betjente os og sørgede for, at vi havde det godt! Ikke et så besøgt sted – måske fordi det ligger lidt ensomt? Men maden var god, og vi havde det sjovt

Laundromaten på Elmegade. Jeg fik en mango-hyldeblomst-ingefær-saft til 45,- Ren mums i maven! Og så elsker jeg deres bogreol, hvor bøgerne er sorteret efter farve. Så meget at jeg har kopieret det hjemme hos mig selv!

%d bloggers like this: