noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Palæo

Nørrebro’ske sunde minimuffins

Jeg har på det seneste eksperimenteret lidt med bagning af sunde muffins her i mit Nørrebro’ske køkken, hvilket efterhånden er blevet et weekendprojekt, hvor jeg både mixer en knap så sund kage sammen til min kæreste og samtidig laver interessante sunde muffins til mig selv. De sunde muffins indeholder basisingredienserne banan og æg og får den (super vigtige) søde smag fra bananerne – faktisk smager de af banankage, de er bare en del sundere, for de indeholder hverken hvedemel, sukker eller smør! Følelsen i maven efter sådan en muffin (eller tre) er dejlig, hvilket er perfekt for sådan nogle som mig, hvis mavse brokker sig over mel og sukker. Endvidere er de super gode for samvittigheden. Og så gør det jo ikke noget, at det pludselig bliver “tilladt” at spise muffins til morgenmad, vel? 😉

P1210640

P1210637

For hver bageweekend kommer jeg nærmere en superopskrift på disse sunde muffins, som kan varieres i en uendelighed. Det er ren palæo, og jeg er vild med det! Så egentlig er jeg slet ikke færdig med at eksperimentere, men disse holder. De smager af banankage, er svampede på den helt rigtige måde, og så bliver de ikke tørre eller mister smag efter et par dage. Prøv dem! 🙂

Nørrebro’ske sunde minimuffins

Opskriften giver 12 små muffins.

Ingredienser:

3 æg

2 bananer

2 gulerødder

2 spsk. proteinpulver (bestemt ikke nødvendigt. Man kan også bruge kikærtemel eller – lidt mindre avanceret – blot tilsætte 1 ekstra stor gulerod)

2 tsk. sukkerfri æblesirup (kan erstattes af honning og agavesirup eller udelades helt)

½ tsk. vanillepulver

1 tsk. kanel

Fremgangsmåde:

Det kunne næsten ikke være mere simpelt! Gulerødderne skal rives, og bananerne skal moses. Herefter blandes alle ingredienserne sammen, og dejen fordeles i ca. 12 muffinforme.

Tænd ovnen på 175 grader og lad de lækre muffins bage i ca. 30 min.

Det er meningen, at de skal være lidt svampede med en fast overflade, men de bliver ikke så faste som “almindelige” muffins.

Opbevar dem i køleskabet og spis dem som morgenmad (Jeps! Serveret med lidt frugt og en klat fromage frais eller græsk yoghurt er de perfekte som et sundt morgenmåltid!), mellemmåltid, dessert eller som en snack før/efter træning. De er sunde og søde, så man må godt 😉

P1210634

De sidste, jeg lavede, var med både gulerødder og squash samt hakkede mandler og kokosmel. Det var nu også ret lækkert! Og ellers kan man jo tilsætte mørk chokolade, hvis de skal blive lidt mere dessertagtige. De er stadig gode for maven.

På et par af mine muffins, lavet ud fra denne opskrift, hældte jeg lidt af min kærestes chokoladekagedej på toppen, så det blev en muffin med to forskellige lag. De blev super lækre 🙂 Tam tam…

P1210626

Nørrebro’sk stenalderbrød

De af jer, som følger mig på instragram, kunne forleden se denne kæmpe, runde, faste kagelignende klump:

P1200565

Et super lækkert melfrit brød fyldt med kerner, frø og nødder, lidt à la I Forms flad-mave-brød og mange af de andre stenalder-/paleobrød, der er så populære for tiden. Og det er jo helt forståeligt, at stort set alle er vilde med disse stenalderbrød. Hamrende god smag og sundt (i hvert fald for min sarte mave). Min opskrift på Nørrebro’ske Sundhedsbomber ligner denne opskrift en del, da de begge er fyldt med gulerødder, men de er stadig forskellige – mest pga. af den friske ingefær i sundhedsbomberne og peanutbutter i dette brød, som er det, der primært adskiller smagen på de to brød. Men man kan jo tilsætte nærmest hvad som helst. Næste gang vil jeg prøve med mungbønner, røde linser eller kokosmel 🙂 Mulighederne er mange! Here it comes…

Nørrebro’sk stenalderbrød

Ingredienser:

180 g solsikkekerner

180 g hørfrø

180 g sesamfrø

180 g mandler

2 spsk crunchy peanutbutter

Saft fra 1 citron

400 g gulerødder

1 tsk stødt ingefær

1 tsk allehånde

2 tsk kanel

½ tsk salt

5 æg

Fremgangsmåde:

Solsikkekerner, hørfrø og mandler males til fint mel i en blender/kaffemølle/foodprocessor og blandes med sesamfrø, citronsaft og peanutbutter.

Gulerødderne rives og røres i blandingen sammen med krydderier og salt. Til sidst tilsættes æg, og der røres godt, inden blandingen kommes i en springform beklædt med bagepapir (min var 25 cm i diameter). Og så er det bare ind i en 160 grader varm ovn, hvor brødet bages i ca. 70 min.

P1200568

P1200570

P1200577

Det smager vildt godt og er perfekt med hytteost, peanutbutter eller chokohasselnøddecreme. HAPS! Og så kan det sagtens fryses ned… Velbekomme, nyd det!

Nørrebro’ske sundhedsbomber

Jeg elsker nybagte boller! Jeg elsker at bage dem, jeg elsker duften af dem, og jeg elsker smagen… Men jeg er ikke fan af fornemmelsen i maven bagefter, da jeg ofte føler mig lidt oppustet og utilpas. Og somme tider, hvis jeg spiser mere end én bolle, oplever jeg, at jeg bliver træt og tung i hovedet. Så selv om jeg ofte bager boller til min søde kæreste, undlader jeg at spise for mange. Og det er jo ikke sjovt at sidde og kaste misundelige blikke på en bollegnaskende kæreste, så nu har jeg i magasinet Fit Living fundet en opskrift på nogle små boller UDEN mel, og dem kan jeg spise, uden at min krop brokker sig. Nå, men jeg har lavet et par ændringer ift. den oprindelige opskrift, da jeg fx ikke har xylitol, som den siger, der skal i. I stedet har jeg brugt lidt honning.

De små boller består af en masse sunde, fede kerner og nødder, fiberrige gulerødder og proteinrige æg, så de mætter en del. Og så smager de helt fantastisk, samtidigt med at de er super sunde. Prøv dem 🙂

Nørrebro’ske sundhedsbomber uden mel

Ingredienser:

250 g solsikkekerner

250 g hørfrø

250 g mandler

500 g gulerødder

2 spsk. frisk ingefær

6 æg

Saft fra 1 citron

½ tsk. salt

1 tsk. kanel

1 tsk. allehånde

Evt. lidt honning

Fremgangsmåde

Mal solsikkekerner, hørfrø og mandler fint i en blender og bland det sammen med æg og citronsaft. Riv derefter gulerødder og ingefær fint på et rivejern og rør det i blandingen sammen med de forskellige krydderier. Massen skal være lidt klistret, så man nemt kan forme de små sundhedsbomber.

Tænd ovnen på 160 grader, form ca. 20 små bomber og bag dem så i ovnen i 30-40 min.

Tadaaa, sundhedsbomber. Jeg er så forelsket i dem og kan spise dem når som helst, med hytteost, peanutbutter eller tahin, eller blot som de er. Og de er jo perfekte som et hurtigt mellemmåltid, hvis man er på farten.

Nørrebro’ske pandekager med æg og banan

Som lovet kommer her mine flotte (sammenlignet med disse) pandekager som bevis på, at jeg ikke kun laver sorte, klamme klumpepandekager. Jeg lavede dem en morgen lynhurtigt og spiste dem med en klat peanutbutter, så det nærmest blev en dessert. Men egentlig ikke usundt, bare lidt sundt fedt, godt med protein og masser af bananenergi – og uden mel! Og så var de virkelig lækre og hurtigt væk!

Opskriften giver 2 stk lækre Nørrebro’ske pandekager med æg og banan

2 æg

1 banan

½-1 spsk HUSK

½ spsk hørfrø

1 tsk vanillepulver

1 tsk kanel

Evt. lidt soyamælk

Mos bananen med en gaffel og tilsæt resten af ingredienserne. Bland det godt og lav så to tykke pandeklatkager på en varm pande. Server med peanutbutter, friske bær, græsk yoghurt eller blot som de er. Og så selvfølgelig en spand kaffe!

Enjoy!

%d bloggers like this: