noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Sund Sult

Oprydning med Sund Sult

Forleden ”fejrede” vi store-oprydnings-dag på Sankt Hans Gade, nærmere bestemt i vores lille lejlighed. Eftersom vi intet kælder- eller loftrum har til rådighed, er alle vores ting samlet på små 45 km2, hvilket er rimelig småt taget vores mange ting i betragtning. Jeg elsker bøger, C elsker dvd’er, og vi begge elsker cd’er. Desuden elsker jeg at finde nye ting (i gårdhjørnet!), som jeg pludselig have (så som et par stole, en guitar, et fint lille sy-/cafebord og en skrivemaskine), men heldigvis er jeg blevet god til at give tingene videre, når jeg har set nok på dem. Jeg har lavet den regel, at jeg, når jeg har læst en bog færdig, skal give den videre til en anden dejlig person – en person, som jeg tænker, bogen passer til. Nå, men forleden holdt vi altså store-oprydnings-dag, og i den anledning fik vi smidt to kæmpe sække med gammelt ragelse i skralderen, to kasser til genbrugsbutikken på Ahornsgade (pengene går til et indisk børnehjem, så vidt jeg husker), en kasse til min mors kælder og en kasse til give-away 🙂 Og nu er der mere rum og lys, særligt over reolerne. Fantastisk! Når man bor så småt, må man desuden være kreativ, og derfor har vi forhøjet vores seng, således at der under den kan være en del flyttekasser. Perfekt som ”kælderrum”!

Da vi om aftenen efter en hel dags oprydning, konfronteret med gamle fotos, eksamensbeviser fra folkeskolen og puslespil fra barndommen, stadig var begravet i kasser, sække, skrammel og støv, var det eneste rigtige at købe take-away. Det endte i pizza fra Torvets Kebab på Sankt Hans Torv og salater fra Sund Sult på Elmegade. Sidstnævnte er efterhånden yndlingsstedet. Jeg valgte en menu med fire salater til 49,50 kr. (efter studierabat på 10 %) og fik lækker hummus, tzatziki, tunsalat og kikærtesalat med dertilhørende rugbrød til. Alt for meget mad egentlig! Men super lækkert… Sund Sult kan helt klart anbefales. C’s pizza var vist også god – den røg i hvert fald hurtigt ned! 😉

P1210186

Sidst jeg besøgte Sund Sult, var med to veninder fra studiet. De fik hhv. en krebsesandwich og en roastbeefsandwich med brie, hvilket de var ret begejstrede for. De var fyldt med frisk salat og nødder, en “eksplosion af smagsindtryk!” Haps… Ikke dårligt. Jeg selv fik hummus, tunsalat, kikærtesalat og broccolisalat… Der tegner sig et mønster… 😉

P1190954

Krebsesandwich

P1190953

Roastbeefsandwich

P1190952

Kikærtesalat, broccolisalat, hummus og tunsalat

Sund Sult ligger på Elmegade 8.

Reklamer

Elmegade

Egentlig skal det ikke handle om mode, men det kommer det vist alligevel til! Sådan er det vel, når man shopper på Nørrebro, hvilket jo sker nu og da – bl.a. i fredags, hvor min søster og jeg vandrede rundt på Elmegade. Vi endte i Foxy Lady, hvor jeg tidligere (dengang jeg havde penge) har købt flotte kjoler. Denne gang faldt M over en silkekjole, og jeg fandt disse øreringe:

Er det Jesus? Eller Ali Baba?

Jeg er lidt vild med Elmegade! Der er en del tøjbutikker, bl.a. Goggle, Fünf og Foxy Lady, som er fyldt med lækkert, anderledes tøj (i nogle af butikker sidder designerne og syer tøjet i baglokalet), og gaden har også en del skobutikker, bl.a. en lækker én på hjørnet af Birkegade, hvor man kan få italienske sko.

Laundromaten har lækker kaffe, som man kan nyde, mens man vasker tøj og læser en af de mange brugte bøger, som står sorteret efter farve på de lange hylder, og Kaffebar og ikke mindst Kaffeplantagen, hvor en del studerende vælger at placere sig – formentlig så de stadig kan følge med i livet på Sankt Hans Torv – laver også lækker kaffe

Mexibar har de lækreste, største og billigste cocktails – og der er altid fest, hvilket dog betyder, at man skal komme tidligt for at få en plads

Sund Sult har lækre salater, en bagelbar byder på normale bagels, og derudover kan man få både indisk og thai-takeaway samt sushi.

Så er der selvfølgelig Elmegade antikvariat, som er dyr, men hyggelig og med en venlig mand 🙂 Det er et godt sted at komme af med sine magasiner, hvis man ikke bryder sig om at smide dem ud! Og så har han mange fine bøger

Sidst men ikke mindst er der Palmen, som i øjeblikket ikke har mine yndlings kæmpe sommerfugle, som jeg sådan hungrer efter… Dog kommer jeg der alligevel og blander slik i ny og næ 🙂

Ferie med familien L

Jeg er hjemme igen fra en dejlig, afslappet miniferie på Ikkenørrebro, nærmere bestemt Gudmindrup…
Vi startede onsdag med køb af lækre salater fra Sund Sult på Elmegade 8. Egentlig var det Picnic på Fælledvej, vi havde planlagt at købe fra, for Picnic har skønne salater. Men når man har arbejdet på en café/restaurant og set, hvordan maden laves, er det ikke altid så fedt at skulle være kunde det samme sted. Derfor syntes jeg, at vi skulle prøve noget nyt, nemlig Sund Sult!
Vi fik en kæmpe salatbox til 55 kr med seks forskellige salater: hummus, brocolli, kikærter, bulgur, spinat og kartofler, samt en mindre én til 32 kr kun med hummus. Det var kæmpe portioner (især i forhold til Picnic, hvor en mellemstørrelse-salatbox med 3 forskellige salater koster 58 kr), og vi var fire voksne og to børn om at dele dem. Vi havde dog også købt kyllingebryst til 15 kr stk (10 kr som tilbehør til salaten) og falafler til 5 kr stk, tror jeg, og så fulgte der et lille, lækkert stykke groft brød med. Jeg glemte selvfølgelig at få studierabat på 10 %, men det tilbyder de 🙂 Glæder mig allerede til næste gang, jeg skal derned! Især til deres lækre broccolisalat og hummus!

 

Nå, men efter at have spist smuttede vi op til Ikkenørrebro ved Sejrøbugten, og i går vendte vi så næsen hjemad igen – i en bil proppet med seks personer og mere mad, end vi havde med derop onsdag! Midt i det hele skulle vi jo hygge lidt, så det var frem med isbøtten, og uden ske var alternativet en træpind fra Statoils kaffe. Fancy – og meget typisk familien L. Dejligt!

Nu savner jeg så at vågne op hver morgen mellem to små trolde, som nusser og giver kærlighed. Men det har været skønt med natur, % computer og tv, skumfiduser og snobrød over bål, stjerneskud på en klar himmel, løbeture, yoga, eksamenslæsning og ægte familien L stemning! 

Og så er jeg jo hjemme igen på kære Nørrebro, hvilket er ligesom at være taget på storbyferie! Så skal der nørdes Erikson og statistik

%d bloggers like this: