noerrebro

fra alle hjørner

Tag Archives: Vegansk

Nørrebro’ske veganske daddelmuffins

Så kommer næste portion muffins, som helt klart også fortjener at blive præsenteret. Jeg får virkelig eksperimenteret med sunde muffins i weekenderne, hvilket måske er opstået som et projekt grundet den ivrige bachelorskrivning, som finder sted ved siden af. Mine to dejlige veninder og jeg afleverer om lidt mere end to uger, så der bliver tænkt og skrevet på livet løs. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til at lave andre ting – så som muffins 😉 Så jeg er altså begyndt at eksperimentere med det, jeg har i køkkenet, hvilket gør, at det sommetider bliver en blanding af lidt underlige ting som fx kikærtemel og sukkerfri æblesirup. Disse ingredienser kan dog erstattes af andre madvarer, der ligner – det handler om at være kreativ! Så undlad ikke at bage disse lækre muffins, blot fordi ingredienserne er mærkelige. Pludselig har du faktisk bare lavet din egen opskrift 😉

Disse daddelmuffins er blevet godkendt af både kæreste, veninde og mor, og daddelsmagen er ikke gennemtrængende, så daddelhadere kan også være med. De er veganske, glutenfri og fyldt med god energi. Smagen er sød, og konsistensen er fast. Lidt som en rugbrødskonsistens, og min veninde mente faktisk, at ost ville passe fint til dem. Jeg tror dog, at jeg foretrækker friske jordbær og et par skiver æble til samt måske en klat creme fraiche, fromage frais eller ligefrem is. Haps haps… Eller måske bare med nogle lækre daddelkugler dyppet i smeltet chokolade 😉

P1210650

Nørrebro’ske veganske daddelmuffins

10 muffins

Ingredienser:

  • 20 mandler
  • 7 dadler
  • 10 abrikoser
  • 1 dl kogt vand
  • 1 spsk. kokosolie
  • 1½ dl. ruggryn
  • 1 dl. kikærtemel (eller fx mandelmel, speltmel, osv.)
  • 2 spsk. kværnede hørfrø
  • 3 dl revet gulerod (ca. 4 små)
  • ½ dl soyamælk (jeg brugte Naturli’s med vanillesmag, men alt kan bruges, også komælk)
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. vanillepulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. nellike

Fremgangsmåden:

Start med at fjerne stenene fra dadlerne og læg dem i blød i det kogte vand sammen med abrikoserne. Blend så mandlerne (men ikke til mel, blot semigrove stykker) og tilsæt de tørrede frugter. Bland så resten af ingredienserne i og blend 🙂

Hæld dejen i muffinforme og bag i ovnen i ca. 20-30 min ved 180 grader. Jeg bagte dem i 30 min, da jeg ønskede en lidt mere fast konsistens, men hvis man ønsker, at de skal være lidt mere bløde, er 20 min også fint.

Vupti dupti, muffins!

P1210652

Reklamer

Nørrebro’ske portobellosvampe med vegansk nøddefyld

Fredag var en vild dag med jobsamtale om morgenen, møde om udviklingspsykologiopgave, holdtime (en af de få!), mere møde, svedig eftermiddagsbikefit og om aftenen date med C. Helt fantastisk dag egentlig, men jeg kunne godt mærke, at jobsamtalen krævede en del energi, som jeg manglede senere på dagen. Så det var perfekt med forkælelsesdate om aftenen, hvor der intet blev krævet af mig udover at indtage lækker mad og drikke!

For ca. to uger siden bestilte C og jeg bord på restauranten The Italian for at fejre, at C havde fået job. Det sjove (og lidt mystiske) var så, at jeg samme dag, altså i fredags, kom til jobsamtale OG blev ringet op samme dag med beskeden: ”you’ve got it!” Nu kunne vi så fejre, at vi begge havde fået job. Fantastisk! NÅ, men jeg laver et Ikkenørrebro-indlæg senere omkring The Italian og vores dejlige date. Gourmetmaden gav os nemlig lyst til at lave vores egen gourmetmiddag i går, og forretten vil jeg lige dele med jer:

Nørrebro’ske portobellosvampe med vegansk nøddefyld:

Ingredienser:

3 portobellosvampe (gerne to store og én mindre)

Olivenolie

1 løg

1 fed hvidløg

30 g mandler

1 tsk stødt koriander

½ tsk revet muskatnød

1 tsk soyasauce

1 tsk rødvinseddike

Lidt persille

Urtesalt

Peber

Fremgangsmåde:

Man starter med at tænde ovnen på 200 grader.

Så renser man de tre portobellosvampe i vand – meget forsigtigt, for de er lidt sarte. Stokken skæres herefter af de to største, som lægges i et ovnfast fad med bunden opad.

Den tredje portobello skæres i små fine stykker og varmes på en pande uden fedtstof, til svampekødet har fået en lidt mørkere farve. Løg og hvidløg hakkes fint og tilsættes panden sammen med lidt olivenolie. Herefter hakkes mandlerne og blandes i sammen med stødt koriander og muskatnød. Lad det stege i ca. 2 min, tilsæt så soyasauce, rødvinseddike og finthakket persille og smag til med urtesalt og peber.

Så er fyldet lavet, og smag lige på det en gang til – det smager voldsomt godt og kan nærmest spises som snack! Meeen… Det skal jo fordeles i svampene (der er sikkert lidt tilovers!), og fadet skal i ovnen i ca. 12 min, før de flotte portobellosvampe er klar til at blive spist.

Velbekomme, gourmetforret! Hovedretten følger

Kimia

Så kom jeg endelig ud på Blågårds Plads’ lækre skøjtebane. Der var kun én anden person på isen; en ægte skøjteprinsesse, som snurrede rundt, skøjtede baglæns, stod på et ben og lavede andre flotte, kunstneriske bevægelser… Min veninde havde ingen skøjter, så hun tøffede lidt rundt med mig, mens jeg prøvede at stå lige på mine gamle, fine, hvide skøjter.

Efter 15 min havde jeg fået nok af at lege wannabeskøjteprinsesse, og det var hamrende koldt for fødderne, så vi begav os ned ad livlige Blågårdsgade for at finde en café.

Det blev Kimia i nr. 2A. Caféen er relativt ny og ligger lidt gemt nede i kælderen, men et farverigt skilt viser tydeligt, at der ligger en café her ved navn Kimia 🙂

Det er en lille hyggebiks med få pladser, en smuk kvinde bag disken, en båndoptager som fylder rummet med lækkerhedsmusik, et farverigt menukort på en sort tavle og en dejlig vinduesplads, hvorfra man kan betragte Blågårdsgades liv…

Menukortet byder på interessante – og for mig ukendte – ting som fx doâ: en egyptisk krydderiblanding, som serveres med brød og olie til sølle 20 kr. Den havde en meget speciel og lækker duft og var inspireret af ejerens nabo… Sådan var det vist med de fleste ting på menukortet – de var valgt ud fra inspiration fra forskellige kulturer. Fx kunne man også få amerikanske muffins, lavet af moren 🙂

Derudover var der bl.a. forskellige slags urteteer (fx Go Mave med fennikel, lakrids, kamille, anis, mynte, pebermynte, birkeblad og citronmelisse), gylden mælk, forskellige slags kaffe, suppe, vegansk kage, banankage og trylleshot (med citron, ingefær og chili!)

Og om morgenen bydes der på cornbread, hjemmelavet tahin med daddelsirup samt brød og mynte (fortryder sådan, at jeg ikke smagte det!), kogt økologisk æg og arabisk brød med smør, feta, vindruer og nødder. Alt sammen til fornuftige priser.

Min veninde nød den varme chai og en lille vegansk rulle, som smagte blødt og sødt på den sunde måde.

Selv måtte jeg efter den kolde skøjtetur have en dejlig varm café latte med soyamælk til 26,-serveret i samme fine, store glas som chai’en… Og så sad vi ellers der og tittede på smukke mennesker, snakkede liv og nød varmen…

Alt i alt et dejligt, lille sted. Især hvis man vil prøve noget nyt og udvide sin morgenmadshorisont! Og ejeren er smilende, venlig, fortællende. Dejlig stemning!

Ambrosias Have

Ambrosias Have, en lille perle gemt væk på Nordre Fasanvej 230, faktisk næsten lige ved Nørrebro St.
Bag de kolde, kedelige mure, som ligger lige ud til den trafikerede vej, er der farverigt, hyggeligt, roligt og spirituelt. Væggene er malet i lyse røde, gule og grønne farver, bordene står tæt, og inden man træder ind i lokalet, skal man smide skoene. Egentlig minder det  mig om mine yngre søskendes fritidshjem, hvor stemningen er afslappet og rolig, og hvor man render rundt med sutsko og tegner med farveblyanter i alle farver.
Ambrosias Have er dog en vegetarisk restaurant. Og da jeg i mandags besøgte den med min veninde T, som er veganer, viste det sig, at buffeten hver mandag er vegansk. Vi havde selvfølgelig Two For One kuponer med til aftenbuffeten, som bestod af få, overskuelige retter, som var ret så lækre! Rødbede-sesam-dunser, ratatouille-agtig varm ret, kålsalat, normal salat, lækker fast humus lige som jeg kan lide den, grovboller, mums-brocollisuppe og bagte kartofler, som smagte super, på trods af at jeg ikke er så vild med kartofler! Og så følger der kage med i prisen, og vand er gratis! Hephey… (Pris: 105,- for buffeten, som hver dag tilbyder nye spændende retter)
I to timer sad vi der i den lille hule blandt aslappede unge og gamle uden stress og uden de typiske, lidt overfladiske restaurantmanerer. Vi opførte os da ordentligt, men på strømpesokker er det svært ikke at føle sig hjemme og dermed fuldstændig afslappet. Efter spisning ryddede vi selv op efter os, betalte, snakkede lidt om stedets yogamuligheder (restauranten er nemlig en del af Natha Yoga Center)  og smuttede så ud i den lyse aften.

Restauranten kan kun anbefales. Måske en lidt dyr buffet i forhold til de meget enkle og kødfri retter, men der følger kage med, og retterne er virkelig dejlige. Besøg deres hjemmeside her: www.ambrosiashave.dk

Har I for resten set Nørrebrogades nye cykelsti? Den er næsten færdig, tror jeg – og den er dejlig at køre på! Så jeg har lagt min nye vane med at køre ad Guldbergsgade fra mig for i stedet at cykle på Nørrebrogades nye asfalt.

%d bloggers like this: