noerrebro

fra alle hjørner

Kimia

Så kom jeg endelig ud på Blågårds Plads’ lækre skøjtebane. Der var kun én anden person på isen; en ægte skøjteprinsesse, som snurrede rundt, skøjtede baglæns, stod på et ben og lavede andre flotte, kunstneriske bevægelser… Min veninde havde ingen skøjter, så hun tøffede lidt rundt med mig, mens jeg prøvede at stå lige på mine gamle, fine, hvide skøjter.

Efter 15 min havde jeg fået nok af at lege wannabeskøjteprinsesse, og det var hamrende koldt for fødderne, så vi begav os ned ad livlige Blågårdsgade for at finde en café.

Det blev Kimia i nr. 2A. Caféen er relativt ny og ligger lidt gemt nede i kælderen, men et farverigt skilt viser tydeligt, at der ligger en café her ved navn Kimia 🙂

Det er en lille hyggebiks med få pladser, en smuk kvinde bag disken, en båndoptager som fylder rummet med lækkerhedsmusik, et farverigt menukort på en sort tavle og en dejlig vinduesplads, hvorfra man kan betragte Blågårdsgades liv…

Menukortet byder på interessante – og for mig ukendte – ting som fx doâ: en egyptisk krydderiblanding, som serveres med brød og olie til sølle 20 kr. Den havde en meget speciel og lækker duft og var inspireret af ejerens nabo… Sådan var det vist med de fleste ting på menukortet – de var valgt ud fra inspiration fra forskellige kulturer. Fx kunne man også få amerikanske muffins, lavet af moren 🙂

Derudover var der bl.a. forskellige slags urteteer (fx Go Mave med fennikel, lakrids, kamille, anis, mynte, pebermynte, birkeblad og citronmelisse), gylden mælk, forskellige slags kaffe, suppe, vegansk kage, banankage og trylleshot (med citron, ingefær og chili!)

Og om morgenen bydes der på cornbread, hjemmelavet tahin med daddelsirup samt brød og mynte (fortryder sådan, at jeg ikke smagte det!), kogt økologisk æg og arabisk brød med smør, feta, vindruer og nødder. Alt sammen til fornuftige priser.

Min veninde nød den varme chai og en lille vegansk rulle, som smagte blødt og sødt på den sunde måde.

Selv måtte jeg efter den kolde skøjtetur have en dejlig varm café latte med soyamælk til 26,-serveret i samme fine, store glas som chai’en… Og så sad vi ellers der og tittede på smukke mennesker, snakkede liv og nød varmen…

Alt i alt et dejligt, lille sted. Især hvis man vil prøve noget nyt og udvide sin morgenmadshorisont! Og ejeren er smilende, venlig, fortællende. Dejlig stemning!

7 responses to “Kimia

  1. copenhagencakes februar 2, 2012 kl. 8:38 pm

    Lækkert tip – der må jeg forbi!

  2. Anne-Mette februar 4, 2012 kl. 3:35 pm

    Virkelig en flot blog du har. Melder mig som fast læser med det samme 🙂
    Håber også du vil kigge forbi min og blive fast læser hvis den falder i din smag 🙂

    http://www.mellosobsessions.blogspot.com

  3. Nada Louise Cay februar 12, 2012 kl. 12:13 pm

    Guuud den kender jeg slet ikke – tak fordi du prøver alle caféerne af!
    Lækkert med mellemøstlige indslag på menukortet, dét skal afprøves snarrest.

    Venligst LaCucinaNada

  4. Pingback: 2200:DOX « noerrebro

Skriv en kommentar